Af Ritzau - 11/12-16 19:17; Opdateret: 13/12-16 03:10

Makedonske nationalister erklærer sejr efter lytteskandaleMakedonske nationalister erklærer sejr efter lytteskandale

Nationalistpartiet vinder 51 ud af 120 sæder i parlamentet. Socialdemokraterne får 49 sæder.

storybild

Makedonere var ved stemmeurnerne søndag i et forsøg på at genskabe stabilitet i landet efter en lang og bitter krise. (Billede: Scanpix/Tomislav Georgiev)

Makedoniens nationalister vinder søndagens parlamentsvalg, som vælgerne i det lille Balkan-land håber kan bidrage til øget stabilitet.

Partiet VMRO-DPMNE, der er ledet af tidligere premierminister Nikola Gruevski, vinder således 51 ud af 120 sæder i parlamentet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Vi har vundet igen. I aften, i dag, 11. december - den tiende sejr i træk, siger Vlatko Gjorcev på partikontoret ifølge nyhedsbureauet AFP.

Socialdemokraterne vinder 49 sæder.

Valget blev udskrevet som led i en EU-mæglet aftale mellem landets fire største partier efter en stor aflytningsskandale i februar 2015.

- Hvad jeg forventer? Jeg forventer, at disse pinsler får en ende, siger den 55-årige borger Zoran Milevski til det franske nyhedsbureau AFP.

På valgdagen har der ikke været bekræftede rapporter om større uregelmæssigheder.

Observatører har dog advaret om uautoriseret registrering af vælgere fra flere valgsteder.

Der har også været ubekræftede meldinger om, at nogle vælgere er blevet presset til at stemme på bestemte kandidater.

Lokale medier rapporterer, at der desuden har været forsøg på at bestikke vælgere. Heller ikke disse historier er bekræftet.

Et foto af hver stemmeberettiget vælger er printet ved siden af personens navn på de lister, som de valgtilforordnede benytter på valgstederne.

Aflytningsskandalen fik et foreløbigt punktum i januar 2016, da Nikola Gruevski gik af som premierminister som led i den EU-mæglede plan.

Oppositionen fremlagde i 2015 en bunke eksempler på aflytninger, som angiveligt skulle være foretaget af daværende premierminister Nikola Gruevskis folk.

Gruevski har sagt, at oppositionens beskyldninger er usande og et forsøg på at kuppe sig til magten.

Men i foråret besluttede præsident Gjorge Ivanov at indstille efterforskningen af skandalen. Det udløste heftig kritik fra oppositionen, som krævede hans afgang.

Meldingen fra præsidenten blev modtaget med stor bekymring i EU, hvor udvidelseskommissær Johannes Hahn har sagt, at den politiske ledelse i landet satte Makedoniens drøm om optagelse i EU og Nato på spil.

Selv om kritikere betegner den 46-årige Gruevski som korrupt og diktatorisk, så har hans parti, VMRO-DPMNE, toppet målinger før valget.

/ritzau/AFP

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Mand fundet bevidstløs efter brand...
bt.dk
Opsigtsvækkende 'censur' i...
bt.dk
Brøndby og FCM dominerer: Her er...
bt.dk
Ost trækkes tilbage flere steder i...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx