Af Ritzau - 06/04-17 10:25; Opdateret: 06/04-17 20:44

Otte anholdt med forbindelse til angreb i Sankt PetersborgOtte anholdt med forbindelse til angreb i Sankt Petersborg

Russisk politi har i Sankt Petersborg beslaglagt våben og materiale, der kan bruges til at fremstille bomber.

storybild

Russerne har slået hårdt ned på formodede terrorister i millionbyen, efter at en 22-årig mand mandag dræbte 13 mennesker og sårede omkring 50 i metroen i Sankt Petersborg. (Billede: Reuters/Stringer)

Russiske myndigheder har torsdag anholdt yderligere otte formodede medsammensvorne bag angrebet, som mandag kostede 14 livet og sårede omkring 50 i metroen i Sankt Petersborg.

Seks mistænkte blev tidligt torsdag anholdt efter ransagninger i udkanten af den russiske millionby. To andre blev anholdt i hovedstaden, Moskva.

De anholdte har angiveligt været i kontakt med den hovedmistænkte bag mandagens angreb.

I Sankt Petersborg blev der ifølge russiske myndigheder også beslaglagt materiale, som kan bruges til at fremstille bomber.

Mængden af sprængstof er på størrelse med og minder om en ueksploderet bombe, der blev fundet i metroen mandag.

Torsdag eftermiddag blev der meldt om en højlydt eksplosion nær området, hvor ransagningerne fandt sted.

Det fremgik ikke umiddelbart, hvad der forårsagede eksplosionen. Men det kan have været bombeeksperter, der foretog en kontrolleret eksplosion.

Under torsdagens ransagninger er der fundet håndvåben og ammunition. Det siger russiske efterforskere til nyhedsbureauet AFP.

Beboerne i den etagebygning, hvor sprængstofferne blev fundet i en lejlighed, blev evakueret til en nærliggende børnehave.

De anholdte personer var ikke lejlighedens ejere.

Det oplyste distriktslederen i Nevskij, Konstantin Serov, ifølge det russiske nyhedsbureau Tass tidligere torsdag.

- Der er behov for mere tid til at finde ud af, hvordan de fandt stedet (lejligheden, red.), sagde han.

Angrebet er det dødeligste nogensinde i Ruslands næststørste by.

Gerningsmanden bag er identificeret som Akbarsjona Jalilov. Han stammer fra Kirgistan. Han skal have haft radikale islamistiske forbindelser. Jalilov mistede selv livet under angrebet.

Man mener, at han også placerede den anden ueksploderede bombe, som blev fundet efter angrebet.

Allerede onsdag anholdt russiske efterforskere seks mennesker på mistanke om, at de har rekrutteret medlemmer til terrorgrupper.

Der er ikke noget bevis for, at de seks har noget at gøre med mandagens bombe i metrotoget.

/ritzau/dpa

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx