22/10-17 21:36

Tusinder mindes dræbt journalist i MaltaTusinder mindes dræbt journalist i Malta

Maltas premierminister og oppositionsleder blev væk fra demonstration til ære for dræbt journalist.

storybild

Valetta. Tusindvis af maltesere deltog søndag i en demonstration for at ære den undersøgende journalist Daphne Caruana Galizia, der tidligere på ugen blev dræbt af en kraftig bilbombe.

Det lille lands premierminister og oppositionsleder, som ofte blev skarpt kritiseret i Galizias artikler, blev væk fra arrangementet.

Deltagerne i demonstrationen søndag satte blomster ved det mindesmærke, der er rejst over for en retsbygning i hovedstaden Valetta efter drabet i mandags.

- Der er skurke overalt, hvor man ser hen. Situationen er desperat, lød teksten på de t-shirts, som mange af demonstranterne havde på.

Det var de afsluttende sætninger i det sidste blogindlæg, Galizia nåede at skrive.

Demonstranterne kræver, at Maltas myndigheder sætter alt ind på at finde de skyldige bag drabet.

Politiet fjernede et banner med teksten "Mafiastat", som nogle af demonstranterne havde sat op.

Det voldsomme drab på Maltas måske mest kendte journalist har fået den lille østats politikere - der meget af tiden er bragende uenige - til at stå sammen.

Repræsentanter fra de to største fløje i form af det regerende Arbejderparti og den nationalistiske opposition deltog i demonstrationen.

Premierminister Joseph Muscat sagde til en radiostation, få timer inden demonstrationen gik i gang, at han ikke ville deltage, fordi han ved, at den dræbte journalists familie er imod hans deltagelse.

- Jeg ved, hvor jeg skal være, og hvor jeg ikke skal være. Jeg er ikke hykler, og jeg kan tolke tegnene, sagde Muscat.

Nationalisternes leder, Adrian Delia, sagde ligeledes, at han ikke vil deltage og "skabe kontrovers".

- I dag handler det ikke om mig, men om retsstaten og demokratiet, sagde han.

Muscat og Delia har det til fælles, at de begge har anlagt injuriesag mod Galizia på grund af hendes kritiske artikler. Delia trak sit søgsmål tilbage, efter mandagens voldsomme drab.

/ritzau/AP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx