28/08-17 09:12; Opdateret: 28/08-17 09:56

Marokkansk knivstikker i Finland løj om navn og alderMarokkansk knivstikker i Finland løj om navn og alder

En asylansøger, som angreb flere personer i Turku, havde oplyst en falsk identitet til finske myndigheder.

storybild

En marokkansk asylansøger, som 18. august dræbte to kvinder med kniv i Finland, havde givet en falsk identitet, da han kom til landet i 2016. Han hedder Abderrahman Bouanane ifølge friske retsdokumenter. Reuters/Lehtikuva

Turku. En marokkansk asylansøger, som 18. august dræbte to kvinder med kniv i Finland, opholdt sig i landet under en falsk identitet.

Han hedder Abderrahman Bouanane. Det fremgår af retsdokumenter mandag.

Han er tidligere blevet omtalt som Abderrahman Mechkah. Også hans alder, der var opgivet til 18 år, er forkert. Han er 22 år.

To blev dræbt, og otte blev såret, da Bouanane angreb i byen Turku.

Angrebet efterforskes som terror, og det er i givet fald det første terrorangreb på finsk grund i nyere tid.

Den 22-årige er fængslet. Han har tilstået, at han stod bag angrebet. Men han nægter, at det var et terrorangreb.

Abderrahman Bouanane boede på et modtagecenter i Turku efter ankomsten til landet sidste år. Han fik afvist en ansøgning om asyl, og den afgørelse havde han anket. Sagen var ikke færdigbehandlet før angrebet.

Marokkaneren er sigtet for to drab og otte drabsforsøg. Motivet bag angrebet er fortsat uvist.

Bouanane deltog i sidste uge i et lukket retsmøde via en videoforbindelse fra et hospital, hvor han bliver behandlet for et skudsår i benet. Han blev ramt af skud under anholdelsen.

Ud over den 22-årige hovedmistænkte er tre andre fortsat fængslet i sagen, rapporterer det svenske nyhedsbureau TT. De menes at være marokkanere.

De er som Bouanane sigtet for drab og drabsforsøg med terror som formål.

En fjerde mand, som var sigtet for medvirken, er blevet løsladt igen.

Det finske sikkerhedspoliti blev tidligere i år kontaktet angående den 22-årige marokkaner, da man frygtede, at han var radikaliseret.

På trods af henvendelsen kom han ikke på politiets liste over cirka 350 personer, der overvåges.

Ifølge Deutsche Welle kom marokkaneren til Finland via Tyskland, hvor han var mistænkt for flere forbrydelser. Han skal have anvendt flere falske identiteter under sin tid i Tyskland, har det tyske nyhedsbureau dpa skrevet.

Også to af de andre mistænkte er ifølge det svenske nyhedsbureau kendt af tysk politi.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx