Af Ritzau - 17/04-17 04:35

Özlem Cekic vil tilbyde Erdogans tilhængere en bedre vejÖzlem Cekic vil tilbyde Erdogans tilhængere en bedre vej

Det hjælper ikke noget, at danske politikere vil sende dansk-tyrkiske Erdogan-tilhængere retur, mener debattør.

storybild

Debattør Özlem Cekic mener ikke, at man bør lange ud efter dansk-tyrkere, som har stemt på Erdogan. (Billede: Scanpix/Asger Ladefoged)

Man må acceptere, at der er tyrkere, der har stemt for at skabe et præsidentembede med væsentlig mere magt i Tyrkiet.

Det mener debattør og forhenværende folketingsmedlem Özlem Cekic, der selv har tyrkisk-kurdiske rødder.

Hun langer ud efter danske politikere, der har brugt hårde ord om Erdogans tilhængere i Danmark.

- Jeg er ked af, at afstemningen er gået, som den er gået. Men det er vigtigt nu, at man ikke siger til de herboende tyrkere, der har stemt for Erdogans ændringer, at de skal skride hjem. Vi må prøve at forstå dem og vise dem en bedre vej end Erdogans, siger hun.

Ifølge Cekic er det forkert, når blandt andre folketingsmedlem Yildiz Akdogan (S) og viceborgmester i Gladsaxe Serdal Benli (SF) "smider skrid hjem-kortet" over for tyrkere, der har stemt for at ændre forfatningen.

- Mange har følt et nationalt fællesskab til Tyrkiet. Det var bedre, hvis de følte den slags om Danmark, men det sker ikke, når de får at vide, de bare skal skride hjem, mener Özlem Cekic.

Yildiz Akdogan (S) tweetede søndag, at tyrkere i Danmark, der fejrede Erdogans sejr, "bør bytte deres pas/& opholdstilladelser med fængslede journalister og kunstnere og akademikere i Tyrkiet".

Serdal Benli (SF) tweetede også søndag, at "60 pct. har stemt ja i #dkpol (Danmark, red.) ved tyrkisk folkeafstemning. Går ud fra at de 60 pct. glædeligt rejser tilbage til Erdogan".

- Det er samme form for retorik, som Erdogan bruger. Han sagde, at man ikke hører til i Tyrkiet, hvis man ville stemme nej. Den slags splitter befolkningsgrupper, og det er virkelig farligt, mener Cekic.

Der var omkring 11.000 i Danmark, der stemte til det tyrkiske valg.

Ifølge en opgørelse over stemmeberettigede tyrkere i Europa fra BBC var der dog omkring 33.000 i Danmark med stemmeret.

- Så det er kun cirka en tredjedel, der har stemt. Det her viser ikke, at vi har et problem med tyrkere i Danmark. Det kan jo være, at to tredjedele ikke har stemt, fordi de rent faktisk er ligeglade med Erdogan, siger Cekic.

Ifølge det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu sagde 60,63 procent af de tyrkere, der stemte i Danmark, ja til forfatningsændringen. 39,37 procent stemte nej.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx