Af Ritzau - 07/01-17 17:43

FBI: For tidligt at fastslå motiv bag lufthavnsskyderiFBI: For tidligt at fastslå motiv bag lufthavnsskyderi

Det amerikanske forbundspoliti udelukker ikke nogen motiver bag angrebet i Fort Lauderdales lufthavn.

storybild

Politifolk uden for den terminal i lufthavnen i Fort Lauderdale, hvor en mand fredag åbnede ild og dræbte fem mennesker. (Billede: Reuters/Zachary Fagenson)

Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad der fik den 26-årige Irak-veteran Esteban Santiago til at skyde og dræbe fem mennesker i lufthavnen i Fort Lauderdale i USA fredag.

Det siger FBI-agent George Piro, der leder efterforskningen, på et pressemøde lørdag.

Myndighederne undersøger, om der var tale om terror, siger Piro.

Han tilføjer, at det på nuværende tidspunkt ser ud som om, Santiago handlede på egen hånd. Men politiet leder fortsat efter tegn på, om der var andre involverede.

Der er ting der peger i retning af, at gerningsmanden rejste til lufthavnen i Fort Lauderdale i Florida med det formål at gennemføre angrebet, siger FBI-agent Piro. Af hensyn til efterforskningen holder han igen med oplysningerne.

Han tilføjer dog, at den anholdte har samarbejdet med myndighederne i løbet af den første afhøring, som fandt sted natten til lørdag.

Foreløbig har politiet hørt vidneudsagn fra flere end 175 mennesker.

Gerningsmanden benyttede sig af et halvautomatisk håndvåben, som han hev ud af sin bagage, efter at han var landet i Fort Lauderdale og havde hentet den ved bagagebåndet.

Efter at have tømt mindst et magasin smed han drabsvåbnet fra sig og overgav sig til politiet.

Han dræbte fem mennesker, mens otte andre blev såret af skud.

Floridas guvernør, Rick Scott, siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at nogle af ofrene fortsat kæmper for deres liv.

- Mennesker, der forsøger at leve deres liv og nyde weekenden, blev myrdet på meningsløs vis. Det var en absolut rædselsfuld dag, sagde guvernøren på et pressemøde i lufthavnen tidligere på dagen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx