Af Ritzau - 05/05-17 11:10; Opdateret: 05/05-17 18:14

Demonstranter jager Le Pen ved katedralen i ReimsDemonstranter jager Le Pen ved katedralen i Reims

Le Pen er bagud før anden runde af præsidentvalg søndag. Hun beskylder Macrons tilhængere for dårlig opførsel.

storybild

Marine Le Pen, Front Nationals præsidentkandidat, benytter en bagudgang i katedralen i Reims for at slippe væk fra demonstranter. (Billede: Reuters/Charles Platiau)

Slutspurten er sat ind ved det franske præsidentvalg, og det fik Marine Le Pen fra Front National for alvor at mærke, da hun fredag besøgte Reims i Nordfrankrig.

Her kastede venstreorienterede demonstranter genstande og råbte antiracistiske slagord mod hende og hendes partikollega Nicolas Dupont-Aignan, da de besøgte byens katedral.

- Marine, betal pengene tilbage, råbte demonstranterne.

Le Pen og Front National er under anklage for at have snydt sig til penge fra Europa-Parlamentet.

Le Pen, der måtte bruge en bagudgang i kirken for at slippe væk, skrev kort efter på Twitter, at det var hendes modkandidat Emmanuel Macrons støtter, der demonstrerede.

- Macrons tilhængere opfører sig voldeligt, selv i katedralen i Reims, et symbolsk og helligt sted, skrev hun.

Reims er en af de byer, der historisk er forbundet med beretningen om den hellige Jeanne d'Arc. Hun er et nationalt symbol, som Le Pen har forsøgt at gøre til sit eget i valgkampen.

Meget tyder på, at Le Pen de seneste dage er rykket et skridt længere væk fra posten som præsident.

En tv-debat mellem Macron og Le Pen onsdag blev vundet på point af den 39-årige midterkandidat, vurderer mange medier. Det har ført til, at Macron i målinger har udbygget sin føring fra 20 procentpoint til nu 22 procentpoint over Le Pen.

Valget søndag anses for at være det måske vigtigste valg i Frankrig i årtier. De to kandidater står for diametralt modsatte syn på spørgsmål om EU, Nato og indvandring.

Fredag siger Macron, at han allerede har besluttet sig for, hvem der skal være premierminister i hans regering, hvis han vinder valget. Han afviser dog at løfte sløret for et navn.

- Ja, jeg har truffet mit valg "in petto", siger Macron til radiostationen Europe 1 og bruger en italiensk vending, der betyder "i hjertet".

Marine Le Pen har tidligere sagt, at hun vil udpege EU-skeptikeren Dupont-Aignan som sin premierminister.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx