01/11-17 19:54; Opdateret: 01/11-17 20:39

Overvældet Kirsten Thorup takker for nordisk litteraturprisOvervældet Kirsten Thorup takker for nordisk litteraturpris

Romanen "Erindring om kærligheden" indbringer Kirsten Thorup Nordisk Råds litteraturpris og 350.000 kroner.

storybild

Vinderen af Nordisk Råds litteraturpris er den danske forfatter Kirsten Thorup for romanen Erindring om kærligheden. Reuters/Lehtikuva

Helsinki. Vinderen af Nordisk Råds litteraturpris er den danske forfatter Kirsten Thorup for romanen "Erindring om kærligheden".

- Tusind tak, hjerteligt tak for prisen, siger Kirsten Thorup fra scenen, da hun får overrakt prisen på 350.000 kroner af Sunna Dís Másdóttir, som er formand for dommerkomitéen.

Prisen bliver uddelt ved et gallashow i den finske hovedstad, Helsinki.

- Det er uvirkeligt at stå her på denne scene i den her store sal. Det er som et beskyttelsesrum, hvor vi er afskåret fra den rå virkelighed, som er litteraturens element, siger Kirsten Thorup.

Romanen "Erindring om kærligheden" tegner et portræt af kvinden Tara, som hele tiden rækker ud til de udsatte i samfundet. Ved et tilfælde får hun datteren Siri, som er en opgave, hun har svært ved at tackle.

Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), ønsker på Twitter den danske vinder tillykke.

- Stort tillykke til Kirsten Thorup med Nordisk Råds litteraturpris 2017 ved flot arrangement i Helsinki, skriver han.

Også kulturminister Mette Bock (LA) sender et "stort tillykke" til den danske forfatter.

Nordisk Råd har onsdag aften uddelt kulturpriser inden for fem forskellige kategorier. Med prisen følger 350.000 kroner.

Løkke er til stede, fordi gallashowet bliver holdt i forbindelse med et møde blandt statsministrene i de nordiske lande.

Kirsten Thorup debuterede i 1967 med digtsamlingen "Indeni – Udenfor" og har dermed 50 års forfatterjubilæum i år.

Thorup har skrevet digte, noveller, skuespil og dramatik til tv og radio. Hun er dog især kendt for sine romaner. De har gjort hende til en af Danmarks mest læste forfattere gennem flere årtier.

Hendes fortællinger er typisk skildringer af menneskeskæbner og deres forsøg på at finde ud af, hvad kærligheden og tilværelsen går ud på.

Forandring, opbrud og forvandling er også vigtige temaer i Kirsten Thorups tekster.

I alt var der 12 nominerede i kategorien. Blandt dem var også danske Christina Hesselholdt med romanen "Vivian".

Nordisk Råd uddeler hvert år priser inden for kultur i fem forskellige kategorier.

Ud over litteraturprisen er der priser i kategorierne musik, film, børne- og ungdomslitteratur samt miljø. Vinderne i de øvrige kategorier er fra Finland og Sverige.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx