14/07-17 02:11

Egyptisk fodboldtræner blander sig i strid med QatarEgyptisk fodboldtræner blander sig i strid med Qatar

Egyptisk klubtræner bliver straffet for forsøg på at boykotte journalister fra sportskanal fra Qatar.

storybild

Den egyptiske fodboldtræner Hossam el-Badry har fået en bøde på 10.000 dollar for at blande sig i den diplomatiske strid med Qatar. Scanpix/Khaled Desouki

Kairo. Den diplomatiske strid mellem fire arabiske lande og Qatar har nu også nået fodboldverdenen.

En egyptisk træner har torsdag fået en bøde på 10.000 dollar, fordi han forsøgte at forhindre journalister fra en Qatar-baseret tv-station i at udføre deres arbejde.

Det Afrikanske Fodboldbund (CAF) begrunder straffen med, at Hossam el-Badry, træner for den egyptiske klub Al Ahly og tidligere landsholdsspiller, under et pressemøde holdt en hånd hen over tv-stationen beIN Sports mikrofon for at forhindre optagelser.

Sportskanalen hører under Al Jazeera, der er det førende tv-netværk i Qatar og en væsentlig faktor i den diplomatiske strid.

Egypten afbrød sammen med De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien og Bahrain for godt en måned siden de diplomatiske forbindelser til Qatar.

Et af landenes hovedkrav for at ophæve deres boykot er, at Al Jazeera skal lukkes.

Landene beskylder Qatar for at have for tætte bånd til Iran og yde støtte til ekstremistiske grupperinger i regionen. Qatar, der er vært for VM i fodbold i 2022, afviser beskyldningerne.

20. juni valgte Hossam el-Badry at bidrage til konflikten.

Først nægtede han helt at deltage i et pressemøde, efter at Al Ahly havde tabt 0-2 til Wydad Casablanca fra Marokko i den afrikanske udgave af Champions League.

Træneren endte dog med at dukke op, men enten satte han sin hånd hen over mikrofonen fra beIN eller skubbede den væk, når han skulle svare på spørgsmål, oplyser CAF.

Efter en kamp i sidste uge i Egypten mod Coton Sport fra Cameroun nægtede både el-Badry samt hans spillere at give interview til stationens journalister.

Spillerne boykottede desuden et pressemøde på grund af beIN's tilstedeværelse.

Ud over bøden risikerer Hossam el-Badry at blive forvist til tribunerne i en af klubbens kommende kampe i den afrikanske turnering, hvis han gentager sin opførsel, oplyser CAF.

/ritzau/AP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx