Af Ritzau - 26/12-16 04:37

Mange megastjerner er gået bort i 2016Mange megastjerner er gået bort i 2016

David Bowie, Prince, Leonard Cohen og senest George Michael. Verden har mistet mange store stjerner i 2016.

storybild

10. januar døde popmusikkens kamæleon, den britiske rocksanger David Bowie, af kræft 69 år gammel. (Billede: Scanpix/Franck Fife)

2016 har i sandhed været et år, hvor verden har mistet et væld af de helt store stjerner. Mange af dem alt for tidligt.

1. juledag kom nyheden om den britiske popsanger George Michaels død. Han blev 53 år.

- Det er med stor sorg, at vi kan bekræfte, at vores elskede søn, bror og ven George døde fredeligt derhjemme i julen, skrev sangerens udgiver i en erklæring sent søndag aften ifølge BBC.

George Michael "døde fredeligt i sit hjem", lød det.

Ser vi tilbage på 2016, skulle der ikke gå mange dage af året, før den første nedslående nyhed kom. 10. januar døde popmusikkens kamæleon, den britiske rocksanger David Bowie, således af kræft 69 år gammel.

Han døde blot tre dage efter udgivelsen af sit 25. studiealbum og havde holdt sin 18 måneder lange kamp mod kræft skjult for omverdenen.

24. marts var det sportsverdenen, der mistede en af de helt store. Det skete, da den hollandske fodboldlegende Johan Cruyff døde af lungekræft i en alder af 68 år.

Hollænderen blev kendt for sit smukke spil på banen, men han blev også en succesfuld træner efterfølgende.

Han stod blandt andet i spidsen for FC Barcelonas såkaldte Dream Team i 90'erne, der vandt et hav af titler med blandt andre Michael Laudrup på holdet.

Cruyff blev kåret som Europas bedste fodboldspiller tre gange, i 1971, 1973 og 1974.

21. april gik der endnu en gang chokbølger gennem musikkens verden, da mega-popstjernen Prince døde i sit hjem og pladestudie i Minneapolis.

Geniet bag hits som "Purple Rain" og "Kiss" døde af en overdosis smertestillende medicin 57 år gammel.

Halvanden måned senere gik bokselegenden Muhammad Ali bort. Den tidligere sværvægtsverdensmester døde 3. juni 74 år gammel efter at have levet med sygdommen Parkinson i mange år.

7. november var det den canadiske poet og sangskriver Leonard Cohen, der tog afsked med verden i en alder af 82 år.

Det skete, efter at han igennem seks årtier havde tryllebundet musikelskere over hele verden med sin særprægede dybe stemme og stærke tekster.

I et interview med magasinet The New Yorker i oktober gav han selv udtryk for, at hans dage var ved at være talte.

- Jeg er klar til at dø. Jeg håber ikke, det bliver alt for ubehageligt, sagde Leonard Cohen.

Andre store stjerner inden for underholdningsbranchen, der døde i 2016, er den britiske Harry Potter-skuespiller Alan Rickman, den amerikanske komiker Gene Wilder, Status Quo-guitarist Rick Parfitt, Hollywood-stjernen Zsa Zsa Gabor og Dead or Alive-forsanger Pete Burns.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx