Af Ritzau - 01/03-17 03:58; Opdateret: 01/03-17 04:39

Trump varsler indvandringsreform i første tale til KongressenTrump varsler indvandringsreform i første tale til Kongressen

Præsidenten mener, at USA skal sortere mere i, hvilke indvandrere man lukker ind i landet.

storybild

Den amerikanske præsident, Donald Trump, leverer sin tale til Kongressen, hvor han lover indvandringsreform og opgør med lovløshed. (Billede: Reuters/Pool)

Ved sin første tale til Kongressen har præsident Donald Trump natten til onsdag dansk tid varslet en indvandringsreform.

Nærmere bestemt vil den republikanske præsident sortere mere i, hvem der får lov at komme ind i USA.

- Vi skal droppe at tage imod mindre faglærte og ufaglærte indvandrere. I stedet skal vi lave et system, hvor man kan få adgang via ens meritter, siger Trump.

Ifølge præsidenten vil en sådan reform især være godt nyt for den amerikanske arbejderfamilie.

Trump siger nemlig, at det vil få arbejdernes lønninger til at stige betragteligt, hvis man lukker færre ufaglærte ind i landet.

- Det vil spare USA en masse penge og hjælpe arbejderfamilier ind i middelklassen. De vil være meget glade, uden tvivl, siger præsidenten.

Donald Trump nævner i samme åndedrag Australien og Canada som eksempler på lande, der sorterer indvandrere efter forskellige meritter.

Den republikanske rigmand talte også om sin velkendte mærkesag - at bygge en lang mur på grænsen mellem USA og Mexico.

- Vi har forsvaret grænser i udlandet, mens stoffer og kriminelle indvandrere er fosset ind over vores egen grænse. Sådan vil det ikke være fremover, siger præsidenten, der ikke som tidligere nævner, at Mexico skal betale for muren.

Præsidenten indledte med at tale for et mere forenet USA, som ellers ikke hidtil har været Trumps hovedbudskab.

- USA skal forenes i kampen mod had og ondskab. Jeg er her i aften for at levere et budskab om forening og styrke. Det kommer fra mit hjerte, begyndte præsidenten.

Donald Trump kom i løbet af talen også ind på mere velkendte mærkesager.

Blandt andet varslede han store skattelettelser for især amerikanske firmaer, opløsning af sundhedsreformen Obamacare og nedkæmpelse af den militante ekstremistgruppe Islamisk Stat.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx