Af Ritzau - 04/05-17 16:17; Opdateret: 04/05-17 18:05

Forfatter: Britisk prinsepension er lige efter bogenForfatter: Britisk prinsepension er lige efter bogen

Kongehuset kan lære af det britiske kongehus' håndtering af prins Philips pension, mener Trine Villemann.

storybild

Den britiske prins Philip trækker sig tilbage til efteråret, meddelte det britiske kongehus torsdag. (Billede: Reuters/Pool)

Britiske prins Philip skal fra efteråret på pension, og det er klogt af kongehuset at være ude i god tid.

Det mener Trine Villemann, der er journalist og forfatter til flere bøger om det danske kongehus.

- Man har håndteret det på en fuldstændig professionel måde, hvor han fortsætter med sine opgaver indtil august.

- Det betyder eksempelvis, at de organisationer, som han er protektor for, har mulighed for at finde andre løsninger, siger Trine Villemann.

Meldingen om den 95-åriges tilbagetog kom tidligere torsdag fra det britiske kongehus.

I Danmark gik prins Henrik på pension 1. januar sidste år, og det danske kongehus kunne godt lære noget af det britiske, mener Trine Villemann.

- Den måde, Buckingham Palace har håndteret det på, er lige efter strategihåndbogen. Der bliver givet god tid. Det er en helt anden måde at håndtere det på end i det danske kongehus.

- I Danmark var det i nytårstalen fra den ene dag til den anden, siger hun.

Den 91-årige dronning Elizabeth vil fortsat deltage i officielle arrangementer. I løbet af de seneste år har hun og prins Philip begge skåret kraftigt ned på officielle arrangementer.

Imens har deres ældste søn, prins Charles, samt prins William og hertuginde Kate overtaget en række officielle opgaver.

Dermed har det britiske kongehus også forberedt sig på, at det snart er tid til et skifte, forklarer Trine Villemann.

- Næste generation er allerede ved at tage til. Prins William og hans kone er parate til at blive fuldtidskongelige.

- Prins William slutter som helikopterpilot for at påtage sig flere officielle opgaver, og de flytter nu ind til London, hvor de vil bo permanent. Alt det er et led i et skifte, hvor den yngre generation tager over, siger forfatteren.

Dronning Elizabeth overtog tronen efter sin far, da han døde den 6. februar 1952, og prins Philip har stået ved hustruens side gennem hele hendes regeringstid.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx