Af Ritzau - 31/03-17 15:08; Opdateret: 01/04-17 02:17

Trump vil straffe handelssnydende lande og virksomhederTrump vil straffe handelssnydende lande og virksomheder

Trump vil med nye dekreter finde og straffe de lande og virksomheder, der er årsag til USA's handelsunderskud.

storybild

Donald Trump har underskrevet to præsidentielle ordrer, der skal identificere og straffe lande, der ifølge præsidenten snyder med handlen (arkivfoto). (Billede: Reuters/Carlos Barria)

Donald Trump har fredag underskrevet to nye dekreter, som ifølge præsidenten skal hjælpe med at udrydde illoyal handelspraksis rundt om i verden og slå ned på de lande, der er medvirkende til USA's store handelsunderskud.

Således vil Donald Trump med det ene dekret identificere de lande, som han mener "snyder" USA i den globale handel.

Det skal blandt andet ske gennem en 90 dage lang undersøgelse, som skal finde årsagerne til det amerikanske handelsunderskud på næsten 50 milliarder dollar.

Gennem undersøgelsen vil embedsmænd finkæmme USA's handelsrelationer med lande, hvor eksempelvis handelsaftaler ikke opfattes som tilstrækkeligt implementerede, eller som har en valutakurs, som USA anser som unfair.

Embedsmændene vil også lede efter beviser på snyd, upassende opførsel og slap håndhævelse.

Med det andet dekret vil Trump beordre regeringen til at blive bedre til at opkræve told.

- Fra nu af vil de, der bryder reglerne, mærke konsekvenser, og der vil være meget hårde konsekvenser, siger præsidenten.

- Tusinder af fabrikker er blevet stjålet fra vores land. Men de stemmeløse amerikanere har nu en stemme i Det Hvide Hus.

Dekreterne kan være en advarsel til Kina, hvis præsident, Xi Jinping, i den kommende uge skal mødes med Trump i Florida.

- Det er overflødigt at sige, at den primære kilde til underskuddet er Kina, konstaterede USA's handelsminister, Wilbur Ross, tidligere fredag.

Ud over Kina har Wilbur Ross nævnt lande som Canada, Frankrig, Tyskland, Indien og Vietnam som værende i søgelyset.

Det er dog usikkert, præcist hvad de "meget hårde" konsekvenser dækker over.

- Det er lidt svært at sige, at nogen er en skurk, hvis de leverer et produkt, vi ikke selv kan, sagde Wilbur Ross tidligere.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx