Af Ritzau - 10/03-17 08:30; Opdateret: 10/03-17 09:23

Medie: Ny afstemning om skotsk uafhængighed er uundgåeligMedie: Ny afstemning om skotsk uafhængighed er uundgåelig

En afstemning om skotsk uafhængighed fra Storbritannien er ikke længere til at undgå, siger anonym minister.

storybild

En ny afstemning om skotsk uafhængighed fra Storbritannien er ikke længere til at undgå oven på sidste års brexit-afstemning, mener den britiske regering ifølge Financial Times. (Billede: Scanpix/Lesley Martin)

Det er nu kun et spørgsmål om tid, før vælgerne i Skotland igen skal i stemmeboksen.

En ny afstemning om skotsk uafhængighed fra Storbritannien er nemlig ikke længere til at undgå oven på sidste års brexit-afstemning.

Sådan lyder konklusionen i premierminister Theresa Mays regering ifølge den britiske avis Financial Times.

- Det ser uundgåeligt ud, og jeg tror ikke, at vi er i stand til at standse det, siger en anonym minister til avisen.

En anden person fra premierministerens kontor med indsigt i emnet tilføjede:

- Debatten vil kun komme til at handle om en dato for afstemningen.

Briterne stemte sig sidste år sig ud af EU.

I Skotland ønskede et flertal af vælgerne dog ikke at træde ud af unionen, og det er derfor, spørgsmålet om skotsk uafhængighed er blevet aktuelt igen.

Storbritannien vil i løbet af marts sætte gang i den officielle proces for udmeldelse af EU ved at udløse den såkaldte artikel 50.

Og ifølge Financial Times vil den britiske regering kæmpe for at forhale en eventuel afstemning til efter Storbritanniens exit fra EU.

For nogle uger siden understregede en talsmand for den britiske regering, at premierminister May ikke mener, der er behov for en ny uafhængighedsafstemning.

Og truslen om en afstemning skaber unødvendig usikkerhed og splittelse, fastslog talsmanden.

Skotterne stemte om uafhængighed fra Storbritannien i 2014. Her valgte et flertal at blive. Men den beslutning var ifølge førsteminister Nicola Sturgeon baseret på Storbritanniens fortsatte EU-medlemskab.

Skulle Skotland ende med at løsrive sig, er der ingen garanti for, at landet kan blive selvstændigt medlem af EU.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx