Af Ritzau - 02/12-16 21:28; Opdateret: 02/12-16 22:22

Medie: Fodboldstjernen Ronaldo dribler milliarder i skattelyMedie: Fodboldstjernen Ronaldo dribler milliarder i skattely

Ronaldo gemmer ifølge medie penge i et skattely. Under fodboldspillerens værdighed, mener international chef.

storybild

Efter læk af dokumenter beskylder flere medier nu fodboldspilleren Cristiano Ronaldo for at have skjult milliarder i skattely på De Britiske Jomfruøer. (arkivfoto) (Billede: Reuters/Juan Medina)

Den verdensberømte fodboldspiller og Real Madrid-stjerne Cristiano Ronaldo har angiveligt milliarder stående i et skattely. Det skriver Politiken.

Avisen har fået indsigt i dokumenter fra whistleblowerplatformen Football Leaks, som det tyske nyhedsmagasin Spiegel har modtaget af en anonym kilde.

Der er tale om i alt 18,6 millioner hemmelige kontrakter, regneark, fakturaer og mails fra fodboldindustrien. Dem har Spiegel delt med Politiken og 10 andre europæiske medier i netværket European Investigative Collaborations.

Nogle af de fortrolige dokumenter viser, hvordan Ronaldos personlige sponsorindtægter fra blandt andet den danske tøjproducent JBS samt Nike og Armani mellem 2009 og 2014 flød.

Det skete via et selskab i Irland ud til et skuffeselskab på De Britiske Jomfruøer.

Selskabet rummede i perioden cirka 555 millioner kroner, der tilhørte Ronaldo.

Først i 2014 blev en mindre del, 15 procent, deklareret til de spanske skattemyndigheder, skriver Politiken.

Alt i alt har Ronaldo i hele perioden ifølge Politiken scoret cirka 1,1 milliarder kroner på personlige sponsoraftaler. Af dem angav han så lille en andel, at han i sidste ende kun skulle betale, hvad der svarer til cirka 3,8 procent i skat.

Og hvis det står til troende, er det under fodboldspilleren Christiano Ronaldos værdighed.

Sådan lyder meldingen fra Lars Koch, der er international chef i interesseorganisationen Oxfam Ibis.

- Når en fyr som ham dribler uden om skatten, betyder det, at der er færre penge til at betale for et træningsanlæg.

- Og det betyder, at de børn og unge, som han er et kæmpe ikon for, får færre muligheder for at udløse deres potentiale i skolen og på fodboldbanen, siger han til Ritzau.

For når milliarder og atter milliarder gemmes i skattely, sendes regningen videre til almindelige skatteborgere, påpeger Lars Koch.

- Derfor skal regeringerne sikre gennemsigtighed, så det er klart, hvem der egentlig ejer de her selskaber. Også i skattelyene. Og hvis de ikke samarbejder, skal de sortlistes, siger han.

Ifølge Ronaldos advokatfirma, Senn Ferrerro, er de spanske myndigheder nu i gang med at efterforske Ronaldos skatteforhold.

Ronaldo selv har ikke svaret på nogen spørgsmål. Men hans agentur, Gestifute, har i en pressemeddelelse ifølge Politiken oplyst, at Ronaldo "lever fuldt ud op til sine skattemæssige forpligtelser".

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx