Af Ritzau - 22/04-17 10:59; Opdateret: 22/04-17 11:33

Tysk betjent ramt af træbjælke ved protest mod højrefløjenTysk betjent ramt af træbjælke ved protest mod højrefløjen

De første sammenstød mellem demonstranter og politi har fundet sted i Köln ved AfD's kongres.

storybild

Politiet er massivt til stede i Köln, hvor det indvandrerkritiske parti AfD holder kongres i weekenden. Tusindvis af demonstranter ventes at møde op for at vise deres modstand mod partiet. Her bliver en af demonstranterne anholdt. Det er uvist, hvad anholdelsen bunder i. (Billede: Reuters/Thilo Schmuelgen)

Politi og demonstranter er stødt sammen i den tyske by Köln, hvor det omstridte parti Alternative für Deutschland (AfD) holder kongres.

Det skriver en række tyske medier.

Der skulle dog være tale om mindre episoder, skriver nyhedsbureauet dpa.

Trods kølige temperaturer og støvregn er tusindvis af mennesker mødt op for at vise deres modstand mod AfD-partiets indvandrer- og EU-kritiske linje. Op mod 50.000 mennesker ventes at deltage i protesterne.

4000 betjente er blevet indsat for at forhindre voldsomme sammenstød mellem demonstranterne og tilhængere af højrefløjspartiet.

Til sammenligning deltager omkring 600 delegerede fra AfD i kongressen.

Allerede inden klokken 11 lørdag formiddag er den første person blevet såret, skriver avisen Bild.

En betjent blev ramt af en træbjælke i ansigtet, da et medlem af AfD blev eskorteret gennem gaderne frem til hotellet, hvor kongressen finder sted.

- En AfD-delegeret er netop blevet angrebet på gaden. Maskerede mænd slog ud med en træbjælke, siger polititalsmand Wolfgang Baldes til Bild.

- En politibetjent greb ind og blev ramt af slag. Han er ikke i stand til at arbejde mere i dag. AfD-medlemmet er uskadt, siger han videre.

Ifølge dpa er en mandlig demonstrant blevet anholdt for episoden.

Situationen skaber samtidig problemer for andre indbyggere i Köln, da flere veje er blokeret. Blandt andet har 13 brudepar været nødt til at blive eskorteret af politiet for at komme frem til deres bryllup, skriver dpa.

AfD-kongressen strækker sig over to dage. Den afholdes, få dage efter at partiets leder, Frauke Petry, offentliggjorde, at hun ikke vil være partiets spidskandidat ved valget til Forbundsdagen.

En af kongressens vigtigste punkter bliver derfor at vælge en ny spidskandidat.

Partiet ventes at få tilstrækkeligt med stemmer ved valget 24. september til at komme i Forbundsdagen for første gang.

Lokalt står AfD stærkt og er repræsenteret i 11 af Tysklands 16 delstater. I Sachsen-Anhalt fik partiet i marts 2016 24 procent af stemmerne og blev delstatens næststørste.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx