Af Ritzau - 03/05-17 03:36; Opdateret: 03/05-17 04:14

Brasiliens økonomi er ved at vågne op efter lang dvaleBrasiliens økonomi er ved at vågne op efter lang dvale

En ond cirkel med økonomisk tilbagegang otte kvartaler i træk er brudt, konstaterer Brasiliens finansminister.

storybild

Den brasilianske præsident Michel Temers reformforslag er upopulært blandt mange vælgere. Her markerer en skolelærer sin utilfredshed med sloganet "Ud Temer" på et 1. majmøde. (Billede: Reuters/Nacho Doce)

Efter en lang periode med økonomisk tilbagegang går det igen den rigtige vej for Brasilien.

Ifølge landets finansminister, Henrique Meirelles, vil væksten i første kvartal lande på mellem 0,7 og 0,8 procent.

Det siger han til tv-kanalen Globo News.

De seneste to år har Sydamerikas største økonomi været ramt af recession.

I interviewet med Globo News opfordrer ministeren Brasiliens virksomheder til at opbygge deres varelagre og planlægge nye investeringer. Det skal ske for at kunne følge med en forventet stigning i efterspørgslen.

Vendingen i de første tre måneder af 2017 kommer, efter et fald i den økonomiske aktivitet på 0,9 procent i det afsluttende kvartal af 2016. Det var ottende kvartal i træk med faldende vækst.

Som følge af nedturen er arbejdsløsheden steget til rekordhøje 13,7 procent. Over 14 millioner brasilianere er på udkig efter et job.

Mireilles siger, at en reform af Brasiliens socialsystem, der er hovedårsagen til et voksende underskud på statens budget, er nødvendig for at genoprette økonomien og skabe nye arbejdspladser.

Men regeringens plan om skære i blandt andet de sociale ydelser er upopulær i store dele af befolkningen.

Regeringen vil også pille ved pensionsalderen, så brasilianerne skal tilbringe flere år på arbejdsmarkedet, før de kan trække sig tilbage.

71 procent af vælgerne er modstandere af ændringen ifølge en nylig meningsmåling.

Men der er ifølge præsident Michel Temer ingen vej udenom. Statens udgifter til pensioner skal ned. Ellers kollapser økonomien, har han sagt.

Derfor skal pensionsalderen for mænd hæves til 65 og for kvinder til 62 fra de nuværende 60 og 55 år.

Onsdag skal præsidentens reformforslag gennem en afgørende afstemning i en komité i parlamentet. Herefter skal det drøftes i underhuset i kongressen, som ventes at stemme om udspillet i næste uge.

Tirsdag besatte hundredvis af ansatte ved det brasilianske fængselsvæsen justitsministeriets kontorer i Brasilia som en protest mod den højere pensionsalder.

- Vi bliver her, indtil politikerne tager os ud af deres lovforslag, lød det fra Fabio Cesar Ferreira, leder af fængselsmedarbejdernes fagforening i Sao Paulo, ifølge nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx