26/10-17 08:58; Opdateret: 26/10-17 09:53

Valg får kaotisk start flere steder i KenyaValg får kaotisk start flere steder i Kenya

Der meldes om sammenstød mellem demonstranter og politi flere steder i Kenya, og valgsteder blokeres.

storybild

Beboere i bydelen Mathare i Nairobi følger på afstand en gruppe demonstranter, der forsøger at forhindre dagens præsidentvalg i Kenya. Scanpix/Marco Longari

Nairobi. Politiet i Kenya affyrer torsdag formiddag tåregas mod demonstranter i byen Kisumu, der regnes for oppositionens højborg.

Betjente skyder også med skarpe skud op i luften i et forsøg på at sprede folkemængden.

Det oplyser øjenvidner til nyhedsbureauet Reuters.

AFP's korrespondenter i landet rapporterer, at der i forbindelse med dagens præsidentvalg er uroligheder i dele af hovedstaden Nairobi og i flere byer i den vestlige del af landet.

I Kisumu i det vestlige Kenya, hvor oppositionslederen Raila Odinga står stærkt, kaster unge mænd med sten. Det har ikke været muligt at åbne byens valgsteder.

Ifølge AFP blokerer demonstranter gader i flere af de vestlige byer, og de har barrikaderet indgange til valgstederne.

I slumområder af Nairobi er der sammenstød mellem demonstranter og politi.

Odinga boykotter torsdagens valg, og han har bedt sine tilhængere om ikke at stemme.

Det er anden gang inden for få måneder, at kenyanerne går til præsidentvalg. Første gang, 8. august, blev den siddende præsident, Uhuru Kenyatta, udråbt som vinder.

Men efterfølgende annullerede landets højesteret resultatet og henviste til en række mangler under valghandlingen og den efterfølgende optælling.

Kenyatta er næste sikker på at vinde valget. Men nyhedsbureauer skriver, at der kun er et ringe fremmøde ved valgstederne.

- Det er min pligt at stemme. Sidste gang gik køen hele vejen rundt om husblokken, og jeg ventede seks timer på at afgive min stemme. Denne gang er der kun få folk, siger den 26-årige taxichauffør David Njeru til AP.

Han står i kø ved et valgsted i en kirke i bydelen Mathare i Nairobi.

Efter valget 8. august blev Kenyatta udråbt som vinder med 54,27 procent af stemmerne mod 44,74 procent til Odinga.

Højesteret annullerede resultatet få uger efter og beordrede en række ændringer i valgproceduren. Odinga har kaldt ændringerne utilstrækkelige.

Mange frygter en gentagelse af urolighederne under præsidentvalget i 2007. Her blev cirka 1200 mennesker dræbt.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx