25/10-17 01:51; Opdateret: 25/10-17 03:07

Iraks kurdere tilbyder fredspibe til regering efter konfliktIraks kurdere tilbyder fredspibe til regering efter konflikt

Kurdere vil afblæse en krise med regeringen i Irak. Krisen er opstået efter en afstemning om selvstændighed.

storybild

Kurdiske soldater har hjulpet i kampen mod Islamisk Stat. Her ses en gruppe soldater under en øvelse i den selvstyrende region Kurdistan. Scanpix/Safin Hamed

Bagdad. Kurdistans Regionale Regering (KRG) i Irak siger i en pressemeddelelse onsdag, at den er villig til at suspendere resultatet af en afstemning om selvstændighed.

Afstemningen blev gennemført i september.

Det nye tiltag sker for at afværge en krise, som er opstået mellem KRG og centralregeringen i Bagdad, efter at afstemningen blev gennemført.

Meddelelsen opfordrer også til en våbenhvile og et stop for alle militære operationer i den nordlige region. KRG opfordrer desuden til dialog.

Kurdistan gennemførte en folkeafstemning om løsrivelse fra resten af Irak 25. september. Valgdeltagelsen var på omkring 72 procent, og mere end 90 procent stemte ja til løsrivelse.

Det var en ikke-bindende folkeafstemning. Ifølge centrale kilder i Kurdistan skulle afstemningen vise, at man på sigt er interesseret i at blive uafhængig.

Både Irak, Iran og Tyrkiet har reageret på afstemningen med vrede.

En irakisk domstol udstedte tidligere på måneden en arrestordre på vicepræsidenten i Kurdistan, Kosrat Rasul Ali.

Det skete, fordi han kaldte militæret "en besættelsesmagt".

Bemærkningen faldt angiveligt, efter at Iraks hær indledte en aktion for at genindtage omstridte kurdiske områder i landet.

Desuden har der været kampe mellem styrker fra Iraks hær og kurdere i landet.

FN har appelleret til Irak om at stoppe overgreb. Der har været forlydender om fordrivelser af civile og plyndringer af deres huse og forretninger.

Den regionale kurdiske regering har tidligere sagt, at den er åben over for forhandlinger med Bagdad.

Over de seneste tre år har kurderne sat sig på en række områder i landet. Det er sket, efter at den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat er blevet fordrevet.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx