Af Ritzau - 31/12-16 09:33

Syriske oprørere truer med at opgive våbenhvileSyriske oprørere truer med at opgive våbenhvile

Oprørsgrupper i Syrien beskylder regeringshæren for at bryde den skrøbelige aftale om våbenstilstand.

storybild

Flere hundredtusinder er dræbt og millioner drevet på flugt i løbet af knap seks år syrisk krig. (Billede: Reuters/Khalil Ashawi)

Syriske oprørsgrupper siger i en meddelelse, at de vil forlade aftalen om en våbenhvile, hvis regeringen fortsætter med at bryde den.

Der har været kampe og luftangreb i flere områder, siden våbenstilstanden trådte i kraft fredag.

- Fortsatte krænkelser begået af regimet og bombardementer og forsøg på at angribe områder, der er under de revolutionære fraktioners kontrol, vil gøre aftalen ugyldig, hedder det i meddelelsen, der er underskrevet af en række oprørsgrupper.

Fredag var der ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder sporadiske kampe i området Wadi Barada. Her skulle syriske regeringsstyrker fra helikoptere have bombet oprørsgrupper.

Blandt andet Jabhat Fateh al-Sham, tidligere kendt som Nusra-fronten, holder til i dette område. Denne gruppe er ifølge Syriens regering ikke en del af våbenhvileaftalen.

Ledende folk i den syriske opposition mener dog, at også Jabhat Fateh al-Sham er omfattet af våbenhvilen.

Der var ifølge observatoriet også kampe i Hama-provinsen i det centrale Syrien. Der har dog ikke været meldinger om dræbte i forbindelse med de seneste kampe.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder har hovedkvarter i London. Gruppen overvåger udviklingen i den syriske konflikt via et netværk i landet.

Aftalen om våbenhvile er forhandlet på plads af Rusland, Tyrkiet og Iran. Alle tre lande er involveret i den blodige konflikt i Syrien, men støtter forskellige parter.

Lørdag skal der efter planen stemmes om våbenhvilen i FN's Sikkerhedsråd. Det er Rusland, der har udarbejdet resolutionen, som stormagterne skal stemme om.

Russerne siger, at de ønsker, at FN bliver en del af allerede planlagte fredsforhandlinger i Kasakhstan i januar.

Flere end 310.000 personer er blevet dræbt i krigen i Syrien. Tallet kan dog være højere, da adgangen til Syrien er begrænset.

Samtidig er 11 ud af Syriens 22 millioner indbyggere blevet drevet på flugt - enten internt i landet eller til andre lande.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx