Af Ritzau - 03/04-17 14:59

EU udelukker varig fred i Syrien med Assad ved magtenEU udelukker varig fred i Syrien med Assad ved magten

EU støtter enhver fredsplan, der accepteres af alle syrere. Både dem i Syrien og dem uden for, siger EU-chef.

storybild

EU vil støtte enhver fredsløsning, der er acceptabel for alle syrere. Både dem i Syrien og dem uden for Syrien, siger EU's udenrigschef, Federica Mogherini. (Billede: Scanpix/John Thys)

Varig fred i Syrien er en umulighed, så længe præsident Bashar al-Assad er ved magten.

Det skriver EU's udenrigsministre i de konklusioner om deres strategi for Syrien, som de mandag har vedtaget på et møde i Luxembourg.

- EU minder om, at der ikke kan være nogen varig fred i Syrien under det nuværende styre, hedder det i konklusionerne fra mødet.

EU's udenrigschef, Federica Mogherini, siger ved ankomsten til mødet i Luxembourg, at det er "fuldstændig urealistisk" at tro, at Syriens fremtid vil være den samme som fortiden efter over seks års krig.

Men det er op til syrerne at bestemme, lyder det fra Mogherini. Både dem, der stadig er i Syrien, og dem, der er flygtet og i dag befinder sig uden for Syrien.

- Vi vil støtte enhver løsning, der er acceptabel for alle syrere, siger hun.

Samtidig vil EU-landene undgå indirekte støtte til Assads styre ved at hjælpe med genopbygningen af det ødelagte land, mens den syriske præsident stadig sidder på magten.

EU-landene vil først støtte genopbygningen af Syrien, når "en omfattende, ægte og inkluderende politisk overgang" er forhandlet på plads og på vej til at blive ført ud i livet.

Men det er ikke for tidligt at begynde at forberede genopbygningen, mener Mogherini.

- Alt for mange gange er vi først begyndt at planlægge for tiden efter konflikten, når konflikten er slut. Men det var alt for sent, siger hun.

EU støtter FN-mægleren Staffan de Misturas fortsatte forsøg i Genève på at forhandle om fred i Syrien.

Samtidig er EU tirsdag og onsdag sammen med FN medvært for en donorkonference i Bruxelles om humanitær støtte til syrere i både Syrien og nabolande.

Krigen i Syrien har foreløbig kostet over 320.000 mennesker livet.

13,5 millioner syrere menes at have behov for humanitær hjælp inde i Syrien. Heraf er 6,3 millioner internt fordrevet, mens 1,5 millioner lever under belejring.

Desuden er der behov for humanitær bistand til yderligere fem millioner flygtede syrere, der nu opholder sig i nabolande og andre steder i regionen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx