Af Ritzau - 05/04-17 23:53; Opdateret: 06/04-17 03:54

USA opfordrer russerne til at genoverveje støtte til AssadUSA opfordrer russerne til at genoverveje støtte til Assad

Amerikanerne giver Syriens præsident skylden for et angreb med angiveligt kemiske våben i Idlib tirsdag.

storybild

Rusland bør kraftigt genoverveje dets støtte til den syriske præsident, Bashar al-Assad, mener den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson (arkivfoto). (Billede: Reuters/Joshua Roberts)

Det er tid for Rusland til kraftigt at genoverveje dets støtte til den syriske præsident, Bashar al-Assad.

Det siger den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, sent onsdag eftermiddag amerikansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Vi mener, at det er på tide, at russerne virkelig tænker grundigt over deres fortsatte støtte til Assads regime, siger Tillerson.

Opfordringen kommer, dagen efter at et formodet giftgasangreb ramte den syriske provins Idlib og dræbte mindst 72 mennesker, herunder 20 børn.

USA beskylder præsident Bashar al-Assad for at stå bag det formodede giftgasangreb.

- Vi er ikke det mindste i tvivl om, at det syriske regime under ledelse af Bashar al-Assad er ansvarlig for dette forfærdelige angreb, siger Rex Tillerson.

Imens understreger USA's vicepræsident, Mike Pence, i et interview med Fox News, at alle muligheder er på bordet i forhold til et amerikansk svar på angrebet.

Han påpeger samtidig, at Rusland skal opfylde sin forpligtelse i henhold til en aftale fra 2013 om at fjerne kemiske våben fra Syrien.

Tidligt onsdag morgen dansk tid oplyste Ruslands forsvarsministerium, at der var tale om syriske militærfly, der havde beskudt et af oprørernes lagre, som menes at indeholde kemiske våben.

Ifølge russerne var det det, der havde forårsaget et gasudslip i byen Khan Sheikhoun.

En syrisk oprørsleder har imidlertid afvist Ruslands forklaring.

- Alle så flyet, da det bombede med gas, siger Hasan Haj Ali, der er kommandant i oprørsstyrken Den Frie Idlib Hær, ifølge Reuters.

Angrebet udløste et hastemøde i FN's Sikkerhedsråd i New York.

USA, Storbritannien og Frankrig havde udarbejdet en resolution, der fordømmer det formodede giftgasangreb og kræver det undersøgt.

Men mødet sluttede onsdag aften dansk tid, uden at resolutionen kom til afstemning. Den ville alligevel falde med et russisk veto, skriver nyhedsbureauet dpa.

Rusland, der er allieret med Syrien, meddelte på forhånd, at det ikke kunne stemme for en resolution.

Forinden havde den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, bebrejdet Rusland for ikke at tøjle Syrien

- Hvor mange børn skal der dø endnu, før Rusland tager sig af det, sagde Nikki Haley under mødet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Inden mødet afviste en talskvinde for Ruslands udenrigsministerium den foreslåede resolution.

Russerne mener, at udkastet til resolutionen er "baseret på falske informationer, som har en fuldstændig anti-syrisk karakter".

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx