03/12-17 18:54

Tusindvis af yazidier savnes stadig efter IS-bortførelseTusindvis af yazidier savnes stadig efter IS-bortførelse

Halvdelen af de mange fra Iraks yazidi-mindretal, som blev taget til fange af Islamisk Stat, er ikke fundet.

storybild

Fordrevne yazidier, der var flygtet fra Islamisk Stat i 2014, vender tilbage til Irak fra Syrien ved en grænseovergang i Dohuk-provinsen. Reuters/Ari Jalal/arkiv

Erbil. Tre år efter at Islamisk Stat gik til angreb på yazidi-mindretallet i Irak, er mange af de mennesker, der blev taget til fange af den militante gruppe, fortsat savnet.

Siden august 2014 er omkring 6417 yazidier taget til fange af Islamisk Stat.

Gruppen angreb adskillige landsbyer i Sinjar-provinsen i det nordlige Irak og dræbte tusindvis af medlemmer af yazidi-mindretallet.

Tusindvis af andre blev bortført. Mange af dem er kvinder og piger, som blev misbrugt og tvunget til at leve som sexslaver for den militante bevægelses medlemmer.

Kurdiske styrker fik, med støtte fra amerikanske kampfly, bekæmpet Islamisk Stat og sendt gruppen på flugt fra Sinjar-provinsen halvandet år senere, i november 2015.

Men kun halvdelen af de bortførte yazidier er fundet, viser tal fra det kurdiske selvstyre i Irak.

3207 er blevet befriet af kurdiske styrker eller formåede selv at flygte fra deres fangenskab.

De resterende 3210 yazidier, hvoraf halvdelen er piger og kvinder, er enten stadig fanger hos Islamisk Stat eller savnet, siger Khairi Bozani, en højtstående embedsmand i religionsministeriet i den kurdiske del af Irak.

Ministeriet har fulgt op på, hvad der er sket med de familier, hvor nogle medlemmer blev taget til fange af Islamisk Stat. 2525 børn er nu forældreløse, og det er endnu uvist, hvilken skæbne forældrene til 220 andre børn har lidt.

Siden 2014 er der fundet 47 massegrave i det nordlige Irak med de jordiske rester af yazidier.

FN har betegnet Islamisk Stats massakre på yazidier som et folkedrab. FN mener, at Islamisk Stat bevidst adskilte mænd fra kvinder for at forhindre, at der blev født flere yazidibørn.

Islamisk Stat anser yazidierne for at være vantro.

Inden Islamisk Stats indtog i Irak levede der omkring 550.000 yazidier i landet. Siden da er 100.000 flygtet ud af landet, mens omkring 360.000 andre er internt fordrevne i den kurdiske del af Irak eller på den anden side af grænsen i Syrien.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx