Af Ritzau - 25/03-17 18:46; Opdateret: 25/03-17 19:55

Britisk politi løslader mand og kvinde efter London-angrebBritisk politi løslader mand og kvinde efter London-angreb

En 58-årig mand er fortsat i politiets varetægt efter angreb i London. Flere andre er blevet løsladt.

storybild

Politifolk på Westminster Bridge. Det var her, at en 52-årig brite pløjede uskyldige mennesker ned i sin bil, inden han dræbte en politibetjent ved det nærliggende parlament. (Billede: Reuters/Darren Staples)

To personer er lørdag blevet løsladt, efter at de blev anholdt i kølvandet af onsdagens angreb i hjertet af London.

Det oplyser Metropolitan Police i en pressemeddelelse.

De løsladte er en 27-årig mand og en 39-årig kvinde. De blev anholdt i henholdsvis Birmingham og i det østlige London tidligere på ugen.

Dermed er blot én person fortsat i politiets varetægt efter angrebet, hvor gerningsmanden blev dræbt af politiet.

Fredag blev i alt syv personer løsladt efter at have været tilbageholdt i forbindelse med angrebet. En af dem blev løsladt mod kaution, mens de andre frit kunne gå uden nogen sigtelser hængende over sig.

En 58-årig mand, som blev anholdt under en aktion i Birmingham, er som den eneste fortsat tilbageholdt. Han mistænkes for at forberede terror.

Onsdag kørte en 52-årig britiskfødt mand ind i en folkemængde på Westminster Bridge ved det britiske parlament i London.

Efterfølgende kørte han ind i et hegn og prøvede at tiltvinge sig adgang til parlamentet. Han blev skudt under forsøget. Britisk politi efterforsker det som en terrorhandling.

I alt blev over 50 personer såret under angrebet, og fem er døde, inklusive gerningsmanden.

Lørdag aften er 15 personer fortsat indlagt på hospitalet, hvor de behandles for deres kvæstelser, skriver BBC.

Politiet mener, at der kun står én person bag angrebet i London. Man er dog fortsat ved at undersøge, om andre har spillet en rolle.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx