Af Ritzau - 09/04-17 22:15

Sverigedemokraterna vil stille svensk regering til ansvarSverigedemokraterna vil stille svensk regering til ansvar

Hvis gerningsmanden bag fredagens attentat i Stockholm var udvist, har regeringen ansvaret, siger partiet SD.

storybild

Jimmie Åkesson, leder af Sverigedemokraterna, kræver den svenske regering stillet til ansvar efter attentatet i Stockholm i fredags. (Arkiv) (Billede: Scanpix/Pontus Lundahl)

Det indvandrerkritiske svenske parti Sverigedemokraterna kræver et politisk ansvar placeret efter angrebet med en lastbil fredag.

Det siger Jimmie Åkesson, partiets leder, til tv-programmet Agenda på SVT søndag aften.

- Hvis de oplysninger, vi har fået om personen, passer, så må vi kræve et ansvar. Først og fremmest fra regeringen, siger Åkesson ifølge netavisen svd.se, der har set Agenda.

Han henviser til, at den 39-årige usbeker, som politiet har anholdt for at have kørt en lastbil ind i en menneskemængde i Stockholm, havde fået afslag på opholdstilladelse i juni 2016.

I december fik han ifølge Migrationsverket, de svenske indvandrermyndigheder, besked på, at han skulle forlade Sverige. Men det gjorde han ikke.

I stedet dukkede han ifølge politiets oplysninger op fredag eftermiddag i hjertet af Stockholm og dræbte fire mennesker og sårede 15 med en stjålet lastbil.

Jimmie Åkessons parti har fået større og større opbakning i Sverige i takt med voksende problemer med migranter.

Partilederen kræver, at myndighederne tager fat om personer, der er udvist. De skal tilbageholdes, indtil de kan udvises.

Avisen Aftonbladet skriver, at Sverige har 357 pladser fem forskellige steder, hvor udviste personer kan tilbageholdes, indtil de faktisk forlader landet.

I Sverige er der imidlertid langt flere personer, der har fået afvist deres ansøgninger om ophold eller asyl og i stedet har fået besked på at forlade Sverige.

Nyhedsbureauet TT skriver, at det drejer sig om omkring 12.000.

Tidligere søndag sagde Sveriges statsminister, Stefan Löfven, at det er frustrerende, at den 39-årige ikke er sendt ud af landet.

Statsministeren siger, at mulighederne for at sende folk ud, hvis de har fået deres ansøgninger om ophold afvist, skal forbedres.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx