Af Ritzau - 10/04-17 18:20; Opdateret: 10/04-17 18:48

Mistænkt bag lastbilangreb vil have sunnimuslimsk forsvarerMistænkt bag lastbilangreb vil have sunnimuslimsk forsvarer

39-årige Rakhmat Akilov, som er hovedmistænkt bag fredagens lastbilangreb, er IS-sympatisør og fra Usbekistan.

storybild

Den hovedmistænkte er usbeker med fire børn, et arbejde i byggebranchen og sympati til den militante, sunnimuslimske gruppe Islamisk Stat. (Billede: Reuters/Tt News Agency)

Den 39-årige hovedmistænkte bag fredagens lastbilangreb i den svenske hovedstad, Stockholm, har anmodet om at få en ny forsvarsadvokat, der er sunnimuslim.

Det fremgår af en begæring, som den beskikkede forsvarer, Johan Eriksson, har afleveret i byretten i Stockholm, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

- Ifølge NN kan kun en advokat med den baggrund forsvare hans interesser på bedste vis, står der i begæringen.

Byretten har dog givet afslag på anmodningen.

39-årige Rakhmat Akilov skal tirsdag formiddag foran en dommer. Her vil anklagemyndigheden begære ham varetægtsfængslet.

Den hovedmistænkte er usbeker med fire børn, et arbejde i byggebranchen og sympati med den militante, sunnimuslimske gruppe Islamisk Stat.

Ifølge svensk politi ansøgte usbekeren om permanent opholdstilladelse i Sverige i 2014, men han fik afslag i slutningen af 2016.

Herefter skulle han have forladt landet. Det gjorde han dog ikke, og derfor var manden allerede eftersøgt af politiet, inden han fredag angiveligt kørte en lastbil ind i et varehus i Stockholm.

Angrebet har kostet fire mennesker livet, mens 15 er blevet såret.

De døde er en svensk pige i skolealderen, en svensk kvinde fra Uddevalla, en 41-årig britisk mand med bopæl i Stockholm og en 31-årig kvinde fra Belgien.

Akilov blev anholdt fredag. Søndag blev yderligere en person anholdt i forbindelse med angrebet.

Derudover er et antal personer fængslet. Det antal går dog op og ned, fordi nogle hele tiden anholdes og løslades, forklarer politiet.

I den seneste pressemeddelelse, der er udsendt mandag eftermiddag, udtaler rigspolitichef Dan Eliasson:

- Jeg er overbevist om, at vores hovedmistænkte er gerningsmanden, som kørte lastbilen. Det er politiets udgangspunkt, som siden skal prøves af anklagere og domstole, siger han.

Politiet er i færd med at efterforske de mistænkte. Det sker ved at tjekke telefonsamtaler, online kommunikation og banktransaktioner med mere.

Indtil videre har politiet ifølge Jan Evensson gennemført 600 afhøringer i forbindelse med efterforskningen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx