Af Ritzau - 13/04-17 15:44; Opdateret: 13/04-17 17:16

USA-ledet koalition dræber 18 allierede ved en fejlUSA-ledet koalition dræber 18 allierede ved en fejl

Den amerikanskledede koalition i Syrien bombede en USA-støttet alliance i den tro, at det var Islamisk Stat.

storybild

Et medlem af De Syriske Demokratiske Styrker (SDF) går forbi ødelagte fly ved militærbasen i Tabqa i weekenden, efter SDF har tvunget Islamisk Stat ud og taget kontrol over basen. (Arkivfoto) (Billede: Reuters/Rodi Said)

Ved en fejl er 18 oprørere fra De Syriske Demokratiske Styrker (SDF) dræbt i et luftangreb foretaget af den amerikanskledede koalition i Syrien.

Det oplyser det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, torsdag.

- Angrebet skete på anmodning fra partnerstyrker, som havde identificeret målets placering som en Isis-kampposition, skriver Pentagon i en meddelelse.

Isis er en forkortelse for Islamisk Stat.

Det var imidlertid ikke den islamistiske gruppes position. Det var "reelt en fremskudt kampposition for De Syriske Demokratiske Styrker". Det erkender Pentagon i meddelelsen.

Angrebet fandt sted tirsdag syd for byen Tabqa. Den ligger omkring 50 kilometer fra byen Raqqa, der er Islamisk Stats højborg.

Med støtte fra den amerikanskledede koalition har SDF kæmpet om kontrollen med Tabqa siden sidste måned.

Alliancen skriver selv i en meddelelse, at bombningen af dens positioner er "en smertelig ulykke". Det skyldes en "fejl", skriver nyhedsbureauet AFP.

- Ulykken resulterede i et antal døde og sårede, skriver SDF.

- Generalkommandoen i De Syriske Demokratiske Styrker koordinerer med den internationale koalition om at undersøge hændelsen og finde frem til de årsager og forhold, der førte til denne ulykke.

Den amerikanskledede koalition understreger, at offensiven mod Islamisk Stat fortsætter.

- Koalitionen er i tæt kontakt med vores partnere i SDF. De har udtrykt et stærkt ønske om at bevare fokus på kampen mod Isis trods denne tragiske hændelse, lyder det ifølge AFP i en meddelelse fra koalitionen.

En optrappet offensiv mod Islamisk Stat i Raqqa ventes inden for kort tid.

De Syriske Demokratiske Styrker er en alliance bestående af syriske kurdere og arabere. De har støtte fra USA og de øvrige lande i den koalition, der bekæmper Islamisk Stat i Syrien.

SDF omfatter blandt andet kurdiske soldater fra gruppen YPG.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx