Af David Andersen - 04/10-17 09:21

Stephen ville hjælpe ofrene i Las Vegas - så fik han en genial idéStephen ville hjælpe ofrene i Las Vegas - så fik han en genial idé

Selv om han sad tusindvis af kilometer væk, fik Stephen Grüber sat et positivt aftryk på tragedien i Las Vegas.

storybild

Spillebyen var et kæmpe kaos i mange timer efter, 64-årige Stephen Paddock af endnu uvisse årsager åbnede ild fra 32. sal af hotellet Mandalay Bay mod de 22.000 tilskuere til en koncert med countrymusikeren Jason Aldean.

Udover de 58 dødsofre blev 530 mennesker såret, og det lagde et massivt pres på hospitaler og lægeklinikker i og omkring byen, som også skulle huse de tusindvis af frivillige, som donerede blod til ofrene for massakren.

3.500 km væk sad Stephen Grüber i New York og fulgte det rædselsvækkende drama med ønsket om at hjælpe til. Og så fik han en helt genial idé.

»Jeg så reportager om, hvor overfyldte hospitalerne blev. Jeg ville gerne hjælpe, men jeg er ikke fan af bare at donere penge. Desuden ville det hårdtarbejdende hospitalspersonale ikke få nogle af de penge. Så jeg bestemte mig for at sende noget mad, som de bare kunne tage, spise og arbejde videre. Bare for at lette stressen en smule«, siger Stephen Grüber til metroxpress via Facebook Messenger.

(På billedet: Folk står i kø foran en blodbank i Las vegas)

Han bestemte sig for at sende pizza.

»Alle elsker pizza. Selv dårlig pizza smager stadig rimelig godt«, lyder det fra den godhjertede amerikaner.

Han brugte 60 dollars på tre store pizzaer og en masse tilbehør, og skrev et indlæg på Reddit, hvor han opfordrede andre til at gøre det samme. Det var der rigtig mange, som gjorde.

»Jeg var nødt til hele tiden at update listen af steder, man kunne sende mad til. Der blev sendt så meget, at de var i stand til at sende mad til alle afdelinger i hospitalerne, og til patienter, som kunne spise«, siger Stephen.

Sent tirsdag aften fik han en melding om, at der var blevet doneret ikke mindre en 1.000 pizzaer samt en masse andet mad som kylling og tacos.

»Et par sygeplejere fortalte mig, at nogle havde sendt beskeder, og de kunne 'virkelig mærke kærligheden og taknemmeligheden' fra mennesker i hele landet. Så det var dejligt at vide, at vi fik fyldt nogle maver, afhjulpet lidt stress og skabt nogle smil, om end det kun var for en lille stund i en ellers forfærdelig tid«, skriver Stephen Grüber på Messenger.

På Reddit bekræfter en moderator, at der er doneret så mange pizzaer, at de ikke længere efterlyser donorer.

(På billedet: Stehpen Grübers pizza-kvittering).

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx