Af Ritzau - 05/03-17 12:04; Opdateret: 05/03-17 12:36

Trump opfordres til at bevise aflytningsanklage mod ObamaTrump opfordres til at bevise aflytningsanklage mod Obama

Der er behov for en forklaring af Trumps aflytningsanklage mod Obama, mener både demokrater og republikanere.

storybild

Donald Trump har anklaget sin forgænger for at have aflyttet ham i sit hovedkvarter, Trump Tower, under sidste års præsidentvalg. Uden dog at fremlægge bevis for sine påstande. (Billede: Reuters/© Carlos Barria / Reuters)

USA's præsident, Donald Trump, bør fremlægge beviser for en opsigtsvækkende anklage mod Barack Obama lørdag.

Her beskyldte Donald Trump sin forgænger for at have aflyttet ham i sit hovedkvarter, Trump Tower, under sidste års præsidentvalg.

Anklagen blev sendt ud i en række eksplosive beskeder på Twitter uden nærmere forklaring.

En talsmand for Obama afviste senere på dagen fuldstændigt, at den nu afgåede præsident havde beordret en aflytning af Trump.

Hele sagen har fået både demokrater og republikanere til at efterlyse en bedre forklaring fra Donald Trump.

Den republikanske senator Ben Sasse fra delstaten Nebraska kræver, at præsidenten afslører alt, hvad han ved om den påståede aflytning.

- Præsidenten er i dag (lørdag, red.) kommet med nogle meget alvorlige beskyldninger, og de informerede borgere, som er afgørende for en republik, fortjener mere information, sagde han ifølge avisen The New York Times.

Også Lindsey Graham, republikaner og senator fra delstaten South Carolina, har ifølge avisen The Washington Post på et vælgermøde lovet at "nå frem til sandheden".

- Jeg er meget bekymret for, at vores præsident antyder, at den tidligere præsident har gjort noget ulovligt, sagde han blandt andet.

Donald Trumps anklager kom, efter at blandt andet det højreorienterede netmedie Breitbart havde skrevet om den påståede aflytning.

Andre medier har tidligere skrevet, at FBI havde bedt om lov til at overvåge medlemmer af Trump-kampagnens kontakt til russiske embedsmænd.

Ifølge avisen The Guardian blev FBI's anmodning afvist.

Flere højtstående medlemmer af Trumps stab har været i problemer på grund af en række samtaler med russerne sidste år.

Michael Flynn, Donald Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, blev fyret efter kort tid i jobbet for at drøfte USA's sanktioner mod Rusland med den russiske ambassadør i USA i december.

Og senest er justitsminister Jeff Sessions blevet beskyldt for at have haft kontakt til selv samme ambassadør to gange i løbet af 2016 uden at have oplyst om det.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx