20/08-17 04:17; Opdateret: 20/08-17 11:25

Spansk politi: 12 personer var med i angrebSpansk politi: 12 personer var med i angreb

En intens eftersøgning fortsætter efter en 22-årig, som menes at have kørt bil ind i folkemængde i Barcelona.

storybild

Der er dukket flere ligdele op i det hus i Alcanar, som spansk politi mistænker for at været en terrorrede. I huset, der onsdag blev ramt af en kraftig eksplosion, blev der fundet masser af gasflasker, som muligvis skulle bruges til et bombeangreb. Foto er fra Alcanar. Scanpix/Jose Jordan/arkiv

Barcelona. Politiet i Barcelona siger ifølge Reuters, at det arbejder ud fra en hypotese om, at 12 personer var involveret i varevognsangrebet i byen.

Myndighederne fortsætter en intens eftersøgning efter den 22-årige Younes Abouyaaqoub, som menes at have siddet bag rattet ved bilmassakren torsdag på Barcelonas travle Las Ramblas boulevard, hvor 13 blev dræbt og omkring 100 blev såret.

Efter et andet efterfølgende bilangreb i kystbyen Cambrils natten til fredag er antallet af dræbte 14, mens omkring 120 er såret.

Politiet intensiverede lørdag en omfattende politiaktion i Catalonien, hvor der blev oprettet et stort antal kontrolposter. Myndighederne henstillede til befolkningen om ikke at videregive informationer om kontrolposterne.

I efterforskningen er der også fokus på en savnet imam, som politiet mener kan være blevet dræbt i en kraftig eksplosion i et hus i kystbyen Alcanar onsdag, da gruppens sprængstoflager øjensynligt eksploderede ved et uheld.

Politiet mener, at imamen Abdelbaki Es Satty radikaliserede de unge mænd i den ekstremistiske celle.

Es Satty holdt i juni meget abrupt op med at arbejde i en moské i Ripoll og har ikke været set siden.

Moren til den eftersøgte Younes Abouyaaqou siger, at hendes yngste søn også er forsvundet. Det samme gælder en anden lillebror til en af de fem radikaliserede mænd, der blev dræbt af politiet fredag, da de havde kørt ind i fodgængere i Cambril.

Politiet mener, at de to angreb er udført af en gruppe på 12 mand, som længe skal have arbejdet med deres planer i det nu sprængte hus i Alcanar. Islamisk Stat har taget skylden for begge angreb.

Avisen El Pais skriver, at efterforskere har fundet "biologiske" rester fra yderligere mindst tre personer i huset. Politiets ledelse i Barcelona siger imidlertid ifølge Reuters, at det ikke kan bekræfte rapporter om, at mere end en person blev dræbt ved eksplosionen i Alcanar onsdag.

Alle de islamistiske unge mænd, som er i myndighedernes søgelys, er vokset op i Ripoll, som ligger i bjergene 100 kilometer nord for Barcelona.

Naboer, familie og borgmesteren i Ripoll giver udtryk for chok og bestyrtelse over de unge mænds øjensynlige deltagelse i angrebene, da alle blev opfattet som integrerede i Spanien.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx