25/09-17 07:55; Opdateret: 25/09-17 08:33

Kurdere stemmer for eget land trods modstand fra BagdadKurdere stemmer for eget land trods modstand fra Bagdad

Indbyggere i det kurdiske selvstyreområde i Irak stemmer om løsrivelse, og resultatet ventes senere på ugen.

storybild

Irakiske kurdere stemmer mandag om løsrivelse fra Irak i en ikkebindende folkeafstemning. Kurderne har reelt haft et selvstyreområde siden starten af 1990'erne. Scanpix/Ahmad Al-rubaye

Erbil. Irakiske kurdere stemmer mandag om løsrivelse fra Irak og oprettelsen af den uafhængige stat Kurdistan.

Folkeafstemningen er omstridt, og den irakiske centralregering kalder den ulovlig. Både i regionen og internationalt frygtes det, at afstemningen fører til uro og vold.

Valgstederne åbnede mandag morgen klokken 08 lokal tid, og de lukker klokken 18. Et endeligt resultat ventes i løbet af tre dage.

- Vi har ventet 100 år på denne dag, siger Rizgar, som står i en kø af ventende mænd ved et valgsted på en skole i byen Erbil.

- Med Guds hjælp ønsker vi en stat. Dagen i dag er en fest for alle kurdere. Om Gud vil, siger vi ja - ja til kære Kurdistan, siger han.

Afstemningen er ikke bindende.

Bliver det et ja til uafhængighed, har præsident Massud Barzani mandat til at forhandle en aftale om løsrivelse.

Massud Barzani, der er står i spidsen for det kurdiske parti (KDP), har været leder af det kurdiske område siden 2005.

Barzani sagde 3. februar 2016, at det var på tide at holde en afstemning om kurdisk uafhængighed.

Den irakiske regering mener, at afstemningen er i strid med forfatningen.

Det er imidlertid ikke kun den irakiske centralregering, som har været imod afstemningen. Dele af den kurdiske opposition har sagt, at tiden ikke er inde.

Kurderne har siden 1991 reelt haft et selvstyreområde i Irak. Men står det til mindretallet, skal området gøres til en selvstændig stat.

Det kurdiske område, hvor der bor omkring fem millioner mennesker, er rigt på olie og naturgas.

Der bor også kristne og turkmenske minoriteter i regionen.

I nabolandet Tyrkiet er regeringen bekymret over folkeafstemningen. Det tyrkiske udenrigsministerium har rådet alle tyrkiske statsborgere til at forlade de kurdiske områder snarest.

Tyrkiet er parat til at tage "alle nødvendige" midler i anvendelse, hvis afstemningen medfører en trussel for Tyrkiets nationale sikkerhed, lyder det fra ministeriet.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx