Af Ritzau - 17/03-17 10:28; Opdateret: 17/03-17 12:08

USA har mistet tålmodigheden med NordkoreaUSA har mistet tålmodigheden med Nordkorea

USA's tålmodighed med Nordkorea er slut. Vi vil holde alle muligheder åbne, siger USA's udenrigsminister.

storybild

USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, mødes med amerikanske og sydkoreanske soldater ved landsbyen Panmunjom på grænsen til Nordkorea. (Billede: Reuters/Pool)

USA's "strategiske tålmodighed" med Nordkorea er opbrugt, siger udenrigsminister Rex Tillerson.

Han udelukker under et besøg i Sydkorea ikke, at et militært svar kan blive nødvendigt.

Tillerson konstaterer, at en ny tilgang til Nordkorea er nødvendig. To årtiers forsøg på at undgå atomvåben på den koreanske halvø er slået fejl.

- Lad mig sige det klart: Vores politik med strategisk tålmodighed er slut. Vi afsøger en række sikkerhedsmæssige og diplomatiske midler. Vi holder alle muligheder åbne, siger han på et pressemøde i Seoul.

Det er Nordkoreas gentagne prøveopsendelser af raketter med længere rækkevidde og den fortsatte udvikling af atomvåben, der får USA til at skærpe sin holdning.

Tillerson lover, at ethvert nordkoreansk angreb på Sydkorea vil blive mødt med "et passende svar".

- Hvis de forhøjer truslen fra deres våbenprogram til et niveau, som vi mener kræver handling, så ligger den mulighed klar på bordet, siger han.

Han rejser lørdag videre til Kina. Her vil Tillerson forsøge, om USA og Kina kan finde et nyt fodslag i fodhold til Nordkorea.

Kina er Nordkoreas nærmeste allierede og stod sammen med regimet i Pyongyang under den koreanske krig fra 1950 til 1953. Det var en krig, som kostede flere millioner mennesker livet.

Kina er meget bekymret for, at USA vil opstille det avancerede raketværns-system Thaad på sydkoreansk jord for at kunne forsvare sig mod eventuelle nordkoreanske raketangreb.

Thaad-systemet er udstyret med en avanceret radar, som Kina opfatter som en trussel mod sin egen sikkerhed.

USA har tidligere opfordret Kina til at bruge sin indflydelse i Nordkorea til at stoppet atomprogrammet. Det samme gælder udviklingen af langtrækkende raketter.

- Vi håber, at de (Kina red.) vil arbejde sammen med os for at fjerne grunden til, at Thaad er nødvendigt, siger Tillerson.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx