Af Ritzau - 13/12-16 17:46; Opdateret: 13/12-16 20:57

Rusland: Kampe i Aleppo er ovre - civile evakueresRusland: Kampe i Aleppo er ovre - civile evakueres

Den syriske regeringshær har tilsyneladende sikret sig kontrollen over hele Aleppo efter voldsomme kampe.

storybild

Store dele af den syriske by Aleppo ligger i ruiner efter massive bombardementer. (Billede: Scanpix/George Ourfalian)

De brutale kampe i den østlige del af Aleppo er overstået og byen er angiveligt fuldstændig generobret af den syriske regeringshær. Det siger Ruslands FN-ambassadør, Vitalij Tjurkin, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- De seneste informationer, vi har modtaget inden for den seneste time, går på, at de militære operationer i Aleppo er afsluttet, siger han ved 20.30-tiden tirsdag.

Rusland er en af Syriens få allierede.

Samtidig er oprørere i Aleppo nået til enighed med Syriens regering om at lade civile og oprørere forlade den besatte del af byen.

Det siger Yasser al Yousef, der er talsmand for den vigtige oprørsgruppe Nour Din al-Zinki, til flere internationale nyhedsbureauer.

Ifølge talsmanden vil oprørerne som led i aftalen få lov til at tage deres lette våben med sig. Aftalen skulle være kommet i stand på russisk-tyrkisk initiativ og er bekræftet af russerne.

De første personer vil måske kunne forlade området "i løbet af timer", lyder det. En kilde i det syriske militær siger, at evakueringen vil begynde onsdag klokken 4.00 dansk tid.

Over for nyhedsbureauet dpa bekræfter indbyggere i Aleppo, at kampene er blevet indstillet.

En unavngiven kilde oplyser desuden, at fem busser i første omgang vil blive sat ind i forbindelse med evakueringen. Sårede får ret til at komme først afsted.

Busserne ventes både at køre til den regeringskontrollerede vestlige del af Aleppo og til Idlib-provinsen, hvor oprørere har magten. I en pressemeddelelse siger Røde Kors, at organisationen er klar til at hjælpe med evakueringen.

De seneste fire år har Aleppo været delt i to. Regeringen har siddet på magten i den vestlige del, mens oprørere har kontrolleret i øst.

I november lancerede regeringsstyrker dog en stor offensiv, der skulle bringe byen tilbage på styrets hænder. Tirsdag var oprørerne fanget i en lille lomme i Aleppo. Nu synes byen altså 100 procent generobret af regimet.

Ifølge FN har mange civile mistet livet i offensiven. Tirsdag har der været meldinger om, at både børn og kvinder er blevet dræbt i noget, der minder om likvideringer.

En generobring af Aleppo betragtes som en kæmpemæssig sejr for Syriens præsident, Bashar al-Assad.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx