Af Ritzau - 08/05-17 04:51

May og Macron drøfter brexit over telefonen efter valgsejrMay og Macron drøfter brexit over telefonen efter valgsejr

Briterne ønsker et fortsat stærkt partnerskab med EU efter brexit, gentog May over for den nyvalgte præsident.

storybild

I en erklæring fra Theresa Mays kontor roser Downing Street Storbritannien og Frankrig for deres unikke partnerskab. Partnerskabet er ifølge briterne et godt fundament for et fremtidigt samarbejde (arkivfoto). (Billede: Reuters/Pool)

Storbritanniens premierminister, Theresa May, har over telefonen diskuteret briternes exit fra EU med Frankrigs nyvalgte præsident, Emmanuel Macron.

Det bekræfter Mays kontor ifølge nyhedsbureauet AFP.

- I aften (søndag aften, red.) talte premierministeren med den nyvalgte præsident Macron for at ønske ham tillykke med hans valgsejr, udtaler en talsmand.

- Lederne drøftede kortfattet brexit, og premierministeren gentog, at Storbritannien ønsker et stærkt partnerskab med et sikkert og fremgangsrigt EU, når vi forlader det, lyder det videre.

Med næsten samtlige stemmer talt op har Macron ifølge det franske indenrigsministerium fået opbakning fra 66,06 procent af vælgerne. Det skriver nyhedsbureauet Reuters natten til mandag.

I erklæringen fra Theresa Mays kontor roser Downing Street desuden Storbritannien og Frankrig for deres unikke partnerskab. Partnerskabet er ifølge briterne et godt fundament for et fremtidigt samarbejde.

Storbritanniens fremtidige forhold til EU er fortsat kernen i den politiske debat i landet før valget 8. juni.

Den EU- og indvandrerkritiske Marine Le Pen måtte søndag nøjes med cirka en tredjedel af stemmerne i det franske præsidentvalg. Det er til stor ærgrelse for Nigel Farage, der er tidligere leder af Det Britiske Uafhængighedsparti (Ukip) og udtalt EU-skeptiker.

- Der er blevet stemt for et stort bedrag i dag (søndag, red.). Macron bliver Junckers marionetdukke, skriver Farage på Twitter med henvisning til EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx