22/10-17 01:45; Opdateret: 22/10-17 03:58

Japan indleder valgdag under tyfontrusselJapan indleder valgdag under tyfontrussel

Valgstederne åbnede søndag morgen for flere end 100 millioner vælgere, men tyfon truer valgdeltagelsen.

storybild

Premierminister Shinzo Abe er godt på vej til at sikre sig sin fjerde regeringsperiode i Japan. Scanpix/Toshifumi Kitamura/arkiv

Tokyo. Søndag morgen klokken syv åbnede valgstederne i Japan, hvor premierminister Shinzo Abe forventes at sikre sig sin fjerde regeringsperiode.

Flere end 100 millioner vælgere har stemmeret i Japan, der er verdens tredjestørste økonomi, men en kraftig tyfon har skabt bekymring for en lav valgdeltagelse.

De store emner i valgkampen op til søndagens parlamentsvalg har været truslen fra Nordkorea og den japanske økonomi.

Ifølge meningsmålinger står premierminister Shinzo Abes konservative koalition til en sikker sejr.

Valgforskere peger på, at en lav valgdeltagelse vil være en fordel for Shinzo Abe.

Shinzo Abe overraskede alle, da han 25. september udskrev lynvalg - et år før forventet.

Det skete, fordi han ville forstærke sit mandat i kampen mod landets to største problemer: den aldrende befolkning og truslen fra Nordkorea.

Netop Nordkorea har kastet en mørk skygge over den japanske valgkamp. Det skyldes ikke mindst, at det isolerede styre to gange har affyret missiler ind over japansk territorie.

Desuden har styret truet med at ville "sænke" Japan.

Trods truslen fra Nordkorea føler mange vælgere, at økonomien er et vigtigere emne. Premierministerens "Abenomics"-politik har ikke været i stand til at bringe Japan tilbage til fordums økonomiske storhed.

Pilen på det japanske børsmarked har i næsten 50 år peget i vejret. Den økonomiske fremgang er dog ikke noget, der er kommet den brede befolkning til gode.

Alligevel ventes Shinzo Abe at vinde en ny regeringsperiode. Det skyldes ikke mindst, at oppositionen står svagt i Japan.

Den består principielt blot af to partier, der kun har eksisteret i nogle få uger. Det drejer sig om partiet Håbets Parti, der er stiftet af Tokyo-guvernør Yuriko Koike, og centrum-venstre-partiet Det Demokratiske Forfatningsparti.

Valgstederne lukker klokken otte søndag aften lokal tid i Japan.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx