Af Ritzau - 01/04-17 02:49; Opdateret: 01/04-17 03:31

Vrede demonstranter sætter ild til parlament i ParaguayVrede demonstranter sætter ild til parlament i Paraguay

Efter en afstemning, der kan betyde genvalg for den siddende præsident, er Paraguays parlament blevet stormet.

storybild

Flammerne breder sig i parlamentet i Paraguay, hvor vrede demonstranter sætter ild til dele af bygningen. Det sker en afstemning om ændringer i forfatningen. (Billede: Scanpix/Norberto Duarte)

Demonstranter har fredag aften lokal tid stormet Paraguays kongresbygning og sat ild til flere kontorer og områder i bygningen.

Det sker, efter at Senatet tidligere på dagen afholdt en hemmelig afstemning, hvor det godkendte en lov, der giver præsident Horacio Cartes lov til at stille op til genvalg.

Tv-billeder viser demonstranter, der smadrer vinduerne i bygningen efter flere timers eskalerende vold mellem politi og demonstranter.

Adskillige politikere og journalister er kommet til skade, skriver lokale medier. Indenrigsminister Tadeo Rojas siger, at mange politifolk er såret.

Antallet af alvorligt sårede er dog endnu ukendt.

Landets højreorienterede præsident, Horacio Cartes, vil reformere forfatningen, så han kan stille op til præsidentvalget i 2018.

Forfatningen har siden 1992 indeholdt en passage, der forbyder genvalg. Det er for at undgå, at landet igen falder i kløerne på en diktator.

Cartes' allierede har med afstemningen set stort på oppositionen, der mener, at Cartes er på vej til at køre landet mod endnu en periode som diktaturstat.

Der er dog et stykke vej, før lovgivningen bliver gennemført.

Først skal parlamentets andet kammer stemme loven igennem. Her har præsidentens støtter dog et flertal.

Derefter skal en særlig valgdomstol indkalde til en afstemning om reformen.

Adskillige sydamerikanske lande, deriblandt Paraguay, Peru og Chile, har regler, der forhindrer siddende præsidenter i at stille op til genvalg.

Regionen har stadig nære minder om militærdiktaturer. I Paraguay var det da også styreformen helt indtil 1989.

Andre lande som Colombia og Venezuela har ændret deres forfatning, så siddende præsidenter kan blive genvalgt.

Horacio Cartes, der som forretningsmand har tjent en formue på læskedrik og tobak, blev valgt som præsident for en periode på fem år tilbage i 2013.

En eventuel vedtagelse af loven vil også give tidligere præsident Fernando Lugo, der er venstreorienteret, muligheden for at stille op igen.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx