17/11-17 10:55; Opdateret: 17/11-17 13:49

Krigsveteraner: Mugabe får ikke lov at blive ved magtenKrigsveteraner: Mugabe får ikke lov at blive ved magten

Mugabe dukkede fredag formiddag op ved en translokation på et universitet i udkanten af hovedstaden Harare.

storybild

Præsident Robert Mugabe, der torsdag poserede med general Constantino Chiwenga i Harare, deltog fredag overraskende i en ceremoni på et universitet. Det er første gang, at Mugabe viser sig offentligt efter militærets indgriben i det politiske liv. Reuters/Handout

Harare. Præsident Robert Mugabe får ikke lov til at sætte sig op mod militæret og forblive ved magten. Det siger lederen af Zimbabwes indflydelsesrige krigsveteraner fredag ifølge Reuters.

Chris Mutsvangwa siger, at krigsveteranerne hylder militæret for at have taget kontrol over situationen i Zimbabwe tidligere i denne uge.

Erklæringen fra krigsveteranernes leder blev fremsat, efter at Mugabe fredag formiddag overraskende havde deltaget i en ceremoni på et universitet.

Det er første gang, at Mugabe viste sig offentligt efter militærets indgriben i det politiske liv.

Mugabe dukkede op ved en translokation på et universitet i udkanten af hovedstaden Harare. Han var iført en akademisk kappe og hat og gik langsomt med i en procession på en rød løber op til podiet.

Flere tusinde studerende, der skulle afslutte deres studier på Zimbabwes Open University, stod sammen med gæster og en række fremtrædende personligheder og overværede ceremonien.

Mugabes deltagelse i ceremoni opfattes som et udtryk for trods fra den 93-årige præsidents side, på et tidspunkt hvor der efter sigende bliver ført intense forhandlinger om den politiske situation.

En højtstående regeringskilde sagde tidligere fredag, at politiske ledere fra Zimbabwes regeringsparti, ZANU-PF, skal mødes i løbet af dagen for at udarbejde en resolution, som i weekenden vil afsætte Mugabe.

Resolutionen skal angiveligt bane vej for en rigsretssag mod ham, hvis han afviser at træde tilbage.

- Der kan ikke blive tale om at vende tilbage til det, der var, hedder det med tilføjelsen:

- Hvis Mugabe er stædig, får vi ham fyret søndag og stillet for en rigsretssag tirsdag.

Siden tirsdag aften har Zimbabwe været i politisk undtagelsestilstand, da militæret rykkede ind i hovedstaden Harare og spærrede indgange til regeringskontorer, parlamentet og domstole.

Militæret har afvist, at der er tale om et kup.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx