Af Ritzau - 25/05-17 20:34; Opdateret: 26/05-17 02:59

Domstol: Trumps indrejseforbud er nok forfatningsstridigtDomstol: Trumps indrejseforbud er nok forfatningsstridigt

Trumps indrejseforbud blokeres af en appeldomstol, som siger, at det nok er i strid med USA's forfatning.

storybild

Donald Trumps indrejseforbud rettet mod seks lande i Mellemøsten og Afrika er sandsynligvis i strid med forfatningen, slår appeldomstol fast og stadfæster blokering af forbuddet fra lavere retsinstans (arkivfoto). (Billede: Scanpix/Scott Eisen)

En appeldomstol i delstaten Virginia i USA har stadfæstet en blokering af præsident Donald Trumps midlertidige indrejseforbud rettet mod borgere fra seks lande i Mellemøsten og Afrika.

Sagsøgerne ville sandsynligvis kunne vinde en sag, om at indrejseforbuddet er i strid med USA's forfatning, vurderer domstolen.

Stadfæstelsen blev vedtaget med ti stemmer for og tre imod.

Domstolen i Virginia er "ikke overbevist" om, at indrejseforbuddet, hvor de seks lande nævnes, har "mere med USA's nationale sikkerhed at gøre end med præsidentens forbud mod muslimer".

Trump luftede sine planer om at udelukke muslimer fra USA flere gange under valgkampen. Han sagde det blandt andet i december 2015 efter et angreb i San Bernardino, hvor et par med pakistanske rødder dræbte 14 personer.

Vurderingen fra domstolen lyder, at indrejseforbuddet kan påføre dem, der har rejst sagen, "uoprettelig skade", hvis det effektueres.

Som noget af det første efter sin tiltræden underskrev Trump et præsidentielt dekret rettet mod borgere fra syv lande. Fælles for dem er, at befolkningerne er overvejende muslimske.

Hurtigt blev dekretet blokeret af domstolene.

Siden har præsidenten udarbejdet et nyt. Det omfatter borgere fra seks lande, da Irak blev slettet fra listen.

Det drejer sig om Syrien, Libyen, Somalia, Sudan, Iran og Yemen.

Hawaiis demokratiske justitsminister, Douglas Chin, har tidligere kaldt det nye indrejseforbud en version 2.0 af det første forbud.

Den amerikanske justitsminister, Jeff Sessions, siger, at indrejseforbuddet skal beskytte USA mod terrorangreb.

Han oplyser efter torsdagens afgørelse fra Virginia, at han er parat til at tage sagen videre til Højesteret.

- Dette blokerer for præsidentens forsøg på at styrke landets nationale sikkerhed. Justitsministeriet vil fortsat forsøge at forsvare folket i vores land mod farer og vil tage sagen til Højesteret, siger Sessions.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx