08/07-17 09:44; Opdateret: 08/07-17 18:16

Islamisk Stat lover kamp til sidste bloddråbe i MosulIslamisk Stat lover kamp til sidste bloddråbe i Mosul

Mosul. Det trækker ud med at få standset kampene i Mosul i det nordlige Irak.

storybild

Den irakiske hær har i måneder kæmpet for at nedkæmpe Islamisk Stats (IS) militsfolk i byen, og det ser ud til, at det nu er ved at være slut for IS.

Lørdag formiddag rapporterede irakisk statstv, at der inden for de næste timer ville blive udråbt en "sejr" i Mosul, hvor der kun mangler "nogle få meter", inden hele byen er befriet fra IS.

Men først på aftenen lokal tid slog IS-militsen fortsat fra sig.

I en erklæring udsendt af IS-nyhedsbureauet Amaq lørdag eftermiddag lovede IS, at dens folk i Mosul vil slås til døden.

- Krigerne har kollektivt lovet, at de vil blive martyrer i Maydan, skrev Amaq og henviste til det kvarter i Mosul, hvor IS har forskanset sig.

Irakiske styrker har med international hjælp kæmpet for at fravriste kontrollen over byen fra IS siden oktober 2016.

Da blev Mosul angrebet, og i begyndelsen af i år lykkedes det at erobre byens østlige del.

Men det har været sværere at få kontrol med den vestlige del, hvor blandt andet den gamle bydel med masser af små gyder ligger.

Den ekstremistiske gruppe erobrede Mosul i 2014, og byen er gruppens sidste bastion i Irak.

Det var her, Islamisk Stat udråbte sit kalifat fra den ikoniske Nuri-moské, som for nylig blev ødelagt i et bombeangreb.

Irak siger, at IS sprængte den i luften, mens IS siger, at den blev ødelagt af en bombe fra et amerikansk fly.

Kampene om byen har kostet mange civile livet og sendt flere hundredtusinder på flugt.

Civilforsvaret i Mosul anslog i begyndelsen af juli, at der ligger 4000 døde begravet i resterne af storbyen. Mange af dem vil formentligt aldrig blive fundet.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx