01/10-17 06:04

Spaniere samles i tusindvis i protest mod ulovlig afstemningSpaniere samles i tusindvis i protest mod ulovlig afstemning

Adskillige store spanske byer lagde lørdag gader til demonstrationer mod søndagens afstemning om Catalonien.

storybild

Barcelona. Titusindvis af spaniere var lørdag på gaden i adskillige store byer i protest mod søndagens omstridte afstemning om catalansk løsrivelse.

I Cataloniens hovedstad, Barcelona, var flere tusinde samlet på en plads foran regionsregeringen, der har presset på for at gennemføre afstemningen, selv om Spaniens højesteret har erklæret den forfatningsstridig.

"Catalonien er Spanien" og "vi er også cataloniere", lød det fra de mange fremmødte.

- Jeg er træt af denne opsplitning, træt af dette antidemokrati, træt af disse svindlere og af disse lovbrud, siger 54-årige Maria Jose Moreno om afstemningen.

Den har resulteret i dyb splittelse både blandt catalonierne og resten af den spanske befolkning.

Regeringen i Madrid har lovet at forhindre, at afstemningen bliver gennemført. Det er blandt andet sket ved at lukke stemmelokaler og beslaglægge millioner af stemmesedler.

Samtidig har myndighederne tilbageholdt flere centrale arrangører af afstemningen.

Men i et interview med nyhedsbureauet AFP siger Cataloniens præsident, Carles Puigdemont, at alt er på plads før søndagens afstemning i regionen, der er hjemsted for omkring 7,5 millioner mennesker.

I Madrid samledes tusindvis af tilhængere lørdag med spanske flag på Plaza Cibeles foran byens rådhus.

"Jeg er spansk, spansk spansk," lød det fra mængden.

Nogle demonstranter krævede, at den tidligere journalist og ivrige forkæmper for catalonsk selvstændighed Carles Puigdemont skulle fængsles.

Den 32-årige skolelærer Eduardo Garcia anklager den catalanske regering for at skabe splid i befolkningen.

- I sidste ende er det meget trist. Og situationen er blevet meget kompleks, fordi disse følelser nu er blevet vækket, siger han.

Mange demonstranter mener, at premierminister Mariano Rajoy har gjort for lidt for at stoppe afstemningen.

- Staten skal forklare fordelene ved at forblive forenet, i stedet for blot at gentage at afstemningen er ulovlig. Men Spanien har ingen leder, siger 59-årige Rafael Castillo, der er mødt op foran rådhuset i Madrid.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx