20/11-17 17:35; Opdateret: 20/11-17 20:03

Amsterdam og Paris vinder lodtrækninger om EU-agenturerAmsterdam og Paris vinder lodtrækninger om EU-agenturer

Danmark var med i opløbet om at få endnu et EU-agentur. Amsterdam og Paris fik agenturer i lodtrækninger.

storybild

Bruxelles. Amsterdam har efter en gyser, der måtte afgøres ved lodtrækning, vundet kampen om at blive ny vært for EU's lægemiddelagentur.

København var med i opløbet, men røg ud inden den sidste og afgørende runde.

Samtidig bliver Paris ny vært for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Også den afgørelse måtte findes ved lodtrækning efter dødt løb i den afgørende stemmerunde.

Det er resultatet af et dramatisk forløb mandag på EU27-landenes europaministermøde i Bruxelles, der skulle afgøre sagen.

Begge agenturer flytter fra London som følge af den britiske exit fra EU.

I første omgang gik København sammen med Milano og Amsterdam videre til anden runde i dramaet om Lægemiddelagenturet.

Det skete, efter at Milano i første runde fik 25 stemmer, mens København og Amsterdam begge fik 20 stemmer.

Hvert land kunne i første runde afgive henholdsvis tre, to og én stemme.

I anden runde kunne hvert land afgive én stemme. Her fik Milano 12 stemmer og Amsterdam ni stemmer.

Danmark fik fem stemmer og røg dermed ud af kapløbet.

Ét land stemte blankt.

I tredje runde fik både Amsterdam og Milano 13 stemmer. Igen stemte ét land blankt.

Derefter har Amsterdam vundet lodtrækningen, der måtte til for at afgøre den nye placering af EU-agenturet.

Nederlaget betyder, at Danmark går glip af de mange nye arbejdspladser og det boom i møder og konferencer og dermed hotelovernatninger, som Lægemiddelagenturet ville have medført.

Regeringen havde valgt Copenhagen Towers i Ørestad til at huse agenturet og de knap 900 ansatte, som ville have fulgt med, hvis København var blevet den nye værtsby.

Samtidig havde Danmark tilbudt EU at betale 20 års udgifter til husleje, ejendomsskatter, el, vand og varme.

Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, der fremover skal ligge i Paris, blev oprettet i 2011 og har omkring 170 ansatte.

Banktilsynet gennemfører blandt andet stresstest af europæiske banker for at undersøge, om de har nok at stå imod med, hvis der skulle komme en ny finanskrise.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx