Af Ritzau - 06/04-17 18:50; Opdateret: 06/04-17 21:20

Medie: Trump overvejer militæraktion i SyrienMedie: Trump overvejer militæraktion i Syrien

USA's præsident har angiveligt vendt muligheden for en militæraktion i Syrien med flere kongresmedlemmer.

storybild

Donald Trump har kritiseret sin forgænger, Barack Obama, kraftigt for at have indtaget en al for slap linje i Syrien. (Billede: Reuters/Kevin Lamarque)

Den amerikanske præsident, Donald Trump, overvejer at indlede en militæraktion i Syrien efter det formodede kemiske angreb i denne uge.

Det siger kilder ifølge flere amerikanske medier.

Det Hvide Hus oplyser, at Trump har talt med flere ledere om at etablere såkaldt sikre zoner i Syrien.

Blandt de idéer, der drøftes, er også muligheden for en form for flyveforbud, siger en amerikansk embedsmand til nyhedsbureauet AFP.

Trump og hans forsvarsminister, James Mattis, har allerede drøftet mulighederne for en militær respons. De vil fortsætte med at tale om emnet, når de senere torsdag mødes på Trumps feriested Mar-a-Lago i Florida.

Det siger unavngivne amerikanske embedsmænd til Reuters og tv-stationen CNN.

Trump selv afviser efter sin ankomst til Mar-a-Lago tidligere oplysninger på CNN om, at han skulle have drøftet en mulig militæraktion med ledere i Kongressen.

Men AFP citerer en unavngiven kilde for oplysningen om, at forsvarsministeren har drøftet sagen med Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, general H.R. McMaster.

Kilden understreger, at der endnu ikke er truffet nogen beslutninger.

Dermed er det ikke udelukket, at USA vil gengælde det formodede kemiske angreb, som tirsdag ramte den syriske by Khan Sheikoun i Idlib-provinsen.

CNN's kilde fortæller, at præsidenten anerkender situationens alvor.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder siger, at 86 mennesker er blevet dræbt ved det formodede angreb. Flere hundrede andre er såret.

Trump kaldte onsdag det kemiske angreb for en "afskyelig" handling, der har ændret hans syn på den syriske præsident Bashar al-Assad.

Udtalelserne faldt ved en pressekonference foran Det Hvide Hus, hvor han placerede ansvaret for angrebet hos den syriske præsident Bashar al-Assads regime.

- Gårsdagens kemiske angreb, et kemisk angreb, der var så rædselsvækkende i Syrien mod uskyldige mennesker, herunder kvinder, små børn og endda smukke, små babyer, deres død var en hån mod menneskeheden, sagde han.

Det er ikke første gang, at der er blevet brugt kemiske våben i den syriske borgerkrig, der er i gang på syvende år. Donald Trump har kritiseret sin forgænger, Barack Obama, kraftigt for at have indtaget en alt for slap linje i Syrien.

I 2012 sagde Obama, at det var en "rød linje", hvis det syriske regime begyndte at bruge kemiske våben i krigen.

Men selv da det blev dokumenteret, at der var blevet brugt giftige gasser som krigsførelse, greb Obama ikke ind.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx