Af Fie West Madsen - 24/08-17 08:08

TV-station har fået mere end 3.000 klager over værtTV-station har fået mere end 3.000 klager over vært

NRK er blevet bestormet med klager.

storybild

MODELFOTO: Den norske tv-station NRK er blevet bestormet med klager, fordi tv-stationen i slutningen af august sender et valgprogram med den norske debattør Faten Mahdi Al-Hussaini, der vil være iført hijab. (Billede: Iris/Scanpix )

Den norske statslige tv-station NRK har modtaget flere tusinde klager fra nordmænd, der ikke er tilfredse med, at kanalen har planer om at vise et valgprogram med en ung, muslimsk kvinde, der bærer hijab.

Kvinden i centrum er den kendte, norske debattør Faten Mahdi Al-Hussaini, der i programrækken 'Faten tager valget' skal finde ud af, hvem hun ønsker at stemme på til det norske valg den 11. september. Den 22-årige kvinde kommer i programmerne til at bære hijab, og det har altså fået klagerne til at vælte ind hos NRK.

Direktør for kanalen, Thor Gjermund Eriksen, fortæller til det norske medie Aftenposten, at man de seneste dage har modtaget over 3.000 klager og derudover en masse vrede e-mails, som han beskriver som stærkt hadefulde. Ifølge direktøren kommer klagerne, fordi mange ikke ønsker at se en ung, muslimsk kvinde på skærmen.

»Det udløses af, at en ung, norsk, muslimsk pige er synlig i den offentlige arena. Jeg ser, at der er stærke og mørke kræfter, som ønsker, at muslimske, unge ikke bliver synlige,« siger Thor Gjermund Eriksen til Aftenposten.

 

Ifølge mediet henviser flere af de klager, NRK har modtaget, til en sag fra 2013, hvor en nyhedsoplæser fik forbud mod at bære et kors på skærmen. Og flere af klagerne mener, at NRK bevidst har ønsket at fjerne kristne symboler, men Thor Gjermund Eriksen forsikrer, at det ikke er tilfældet og kalder beskyldningerne direkte latterlige.

Direktøren forklarer, at det derimod handler om, at en nyhedsvært ikke må skygge for nyhederne og derfor skal være neutral, og han henviser desuden til, at NRK så sent som søndag sendte en gudstjeneste.

Den norske kulturminister Linda Hofstad Helleland er også gået ind i sagen, og hun ærgrer sig over reaktionerne, fordi de kan medføre at mange holder sig fra den offentlige debat af frygt for lignende udbrud, forklarer hun til Aftenposten.

 

Programmet med Faten Mahdi Al-Hussaini, som altså endnu ikke er blevet sendt på norsk tv, er det program, der har indbragt NRK næstflest klager nogensinde, og den statslige kanal er også blevet indbragt for det norske Ligestillingsombudsmanden, som dog har givet NRK medhold.

Ifølge den norske avis VG har man givet NRK medhold, da man ikke kan sammenligne en nyhedsoplæser med en værtsrolle som den, Faten Mahdi Al-Hussaini indtager i valgprogrammet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx