12/11-17 10:11

Trump: Kina skærper sanktioner mod NordkoreaTrump: Kina skærper sanktioner mod Nordkorea

Ifølge USA's præsident vil Kina øge presset på Nordkorea for at få nordkoreanerne til at opgive atomprogram.

storybild

Ifølge et tweet fra Donald Trump (tv) er Kina indstillet på at skærpe sanktionerne mod Nordkorea. Her ses den amerikanske præsident sammen med Vietnams præsident, Tran Dai Quang, ved præsidentpaladset i Hanoi. Reuters/Pool

Hanoi. Kina er ifølge USA's præsident, Donald Trump, indstillet på at skærpe sanktionerne mod Nordkorea som følge af nordkoreanernes kontroversielle atomprøvesprængninger og missilaffyringer.

- Kinas præsident Xi har sagt, at han skærper sanktionerne mod Nordkorea, skriver Trump i et tweet natten til søndag dansk tid.

Den amerikanske præsident deltager i weekenden i et Apec-topmøde i Vietnam.

Oplysningen om de skærpede sanktioner er ikke bekræftet fra kinesisk side. Kina er Nordkoreas eneste allierede af betydning.

På Twitter oplyser Trump desuden, at Xi stræber efter, at Nordkorea opgiver ambitionen om at blive en atommagt.

Donald Trump, der tidligere har omtalt Nordkoreas leder, Kim Jong-un, som den "lille raketmand", antyder i en anden af flere beskeder på Twitter, at han ønsker at lægge den verbale strid mellem de to bag sig.

- Hvorfor skulle Kim Jong-un fornærme mig ved at kalde mig "gammel", når jeg aldrig ville kalde ham "lille og fed"? Nå, jeg forsøger, alt hvad jeg kan, at blive hans ven - og måske vil det ske en dag.

Kina har som permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd været med til at indføre hårdere sanktioner mod Nordkorea i et forsøg fra det internationale samfunds side på at få styret til indstille prøveaffyringer af ballistiske missiler og testsprængninger af atomvåben.

Men Kina har i rådet også flere gange sat hælene i over for sanktionsforslag fra USA og andre vestlige lande.

Sikkerhedsrådet blev i september enig om en ny runde sanktioner, efter at Nordkorea 3. september gennemførte sin sjette atomprøvesprængning.

For at overholde resolutionen forbød Kina med effekt fra 1. oktober eksport af visse raffinerede olieprodukter til Nordkorea. Men et totalforbud mod eksport af olie har Kina indtil videre afvist.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx