Af Ritzau - 04/05-17 14:41; Opdateret: 04/05-17 18:54

Syrisk opposition vender ryggen til plan om sikre zonerSyrisk opposition vender ryggen til plan om sikre zoner

Der skal oprettes sikkerhedszoner i det krigshærgede Syrien, lyder det i notat fra fredsforhandlinger.

storybild

Repræsentanter fra Tyrkiet, Rusland, Kasakhstan, FN og Iran har ad flere omgange forhandlet om en mulig løsning på konflikten i Syrien. Det er sket i Kasakhstans hovedstad, Astana. (Billede: Reuters/Mukhtar Kholdorbekov)

Rusland, Tyrkiet og Iran har torsdag under et fredsmøde i Kasakhstan underskrevet et notat, som skal sikre, at der oprettes sikre zoner i Syrien.

Notatets formål er at nedtrappe konflikten, men detaljerne i aftalen er ikke kendt.

Der gik kun kort tid, før den syriske opposition vendte forslaget ryggen.

Ledere af delegationerne fra Rusland, Iran og Tyrkiet satte deres underskrift på notatet som garanter. Flere deltagere fra den syriske opposition valgte på det tidspunkt at udvandre fra mødet i Kasakhstans hovedstad, Astana.

Rusland og Iran støtter præsident Bashar al-Assad og hans syriske regime. Tyrkiet støtter omvendt nogle af oprørerne.

Den syriske oppositions forhandlere var torsdag vendt tilbage til forhandlingerne i Kasakhstan. Men de lod hurtigt forstå, at oppositionen ikke har lod og del i aftalen om sikre zoner.

- Vi er imod at dele Syrien. Hvad gælder aftalen, så har vi ikke en andel i den aftale, og vi vil selvfølgelig aldrig have det, så længe Iran deltager som en af garanterne, siger Osama Abu Zaid.

Abu Zaid har repræsenteret oppositionen under forhandlingerne.

Han beklagede sig samtidig over, at en gammel aftale om våbenhvile, som Rusland bebudede i december, er blevet ignoreret af parterne.

- Hvorfor hopper vi så nu til sikre zoner?, lød hans spørgsmål.

Oprørerne protesterede onsdag over, at der fortsat bliver bombet fra luften flere steder i Syrien. De meddelte, at de ikke længere ønskede at deltage i forhandlingerne om en løsning på konflikten.

Men torsdag mødte de alligevel op, inden de valgte at udvandre.

Tyrkiet, Rusland og Iran er initiativtagere til fredsforhandlingerne i Kasakhstan. Møderne blev indledt i januar.

Kasakhstans udenrigsminister oplyser torsdag, at den næste runde forhandlinger om fred i Syrien vil finde sted i Astana i midten af juli.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx