Af Ritzau - 13/03-17 10:00

Hver tiende radiolytter er væk efter FM-sluk i NorgeHver tiende radiolytter er væk efter FM-sluk i Norge

Andelen af radiolyttere er gået ned med 10 procent, efter at FM-båndet er slukket. Chef mener, de kommer igen.

storybild

"Vi kan se, at folk fastholder deres radiovaner. De kommer med på de digitale platforme. Lytningen er gået lidt ned. Det er som ventet. Det er naturligt i et stort teknologiskifte, at det tager tid", siger Ole Jørgen Torvmark, som leder Digitalradio Norge. (Billede: Henrik Gantzel)

Hver tiende lytter hører ikke længere radio, efter at FM-båndet er slukket i Nordland i Norge, som etapevis går over til digital sending.

Nordland, hvor der bor en kvart million mennesker, er første etape af processen i Norge.

64 procent i Nordland lytter til radio på digitale platforme. Før lukningen var andelen af radiolyttere 74 procent.

Digitalradio Norge, som repræsenterer de landsdækkende radiokanaler, vurderer, at lytterne vil komme tilbage.

- Vi kan se, at folk fastholder deres radiovaner. De kommer med på de digitale platforme. Lytningen er gået lidt ned. Det er som ventet og naturligt i et større teknologiskifte. Det tager tid, siger leder Ole Jørgen Torvmark.

De landsdækkende udsendelser blev fra 11. januar ikke længere udsendt på FM-nettet i Nordland.

Kantar TNS har kortlagt radiovanerne, efter at FN-båndet er slukket i den første norske region.

Den totale andel af dab-radioer i Nordland er 224.000. Tallet var 165.000, før FM-båndet blev slukket.

Omstillingen er ikke uden problemer. Tre af fire medlemmer i det norske vognmandsforbund (NLF) klager over, at dækningen er dårligere med DAB.

- Når tre af fire chauffører oplever, at radiodækningen nu er dårligere end før, bør det vække myndighedernes interesse. Det kan i værste fald føre til, at vigtige meldinger om liv og død ikke når frem, siger direktør Geir A. Mo.

Skiftet er blevet kritiseret - især af bilisterne. Omkring to millioner biler på Norges veje er uden radio, der kan tune ind på det digitale net.

Af en meningsmåling fra Dagbladet kort efter nytår fremgik det, at to ud af tre nordmænd var imod FM-slukningen.

Stortinget i Norge vedtog i december 2016 endegyldigt at lukke FM-nettet.

En række lokale radiostationer får lov til at holde liv i FM-senderen frem til 2022.

Begrundelsen for at gå over til det digitale netværk er, at det er mere robust, giver plads til flere kanaler og kan levere bedre lyd.

Blandt andet Danmark, Schweiz og Storbritannien overvejer at følge det norske eksempel.

/ritzau/NTB

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx