Af Ritzau - 05/04-17 06:46

Anklage om vidnebestikkelse tvinger Berlusconi i retten igenAnklage om vidnebestikkelse tvinger Berlusconi i retten igen

Italienske Silvio Berlusconi anklages for at have bestukket vidner i en tidligere sag om sex med mindreårige.

storybild

Anklagemyndigheden mener, at Berlusconi fra november 2011 til ind i 2015 bestak vidner for at tie i bunga bunga-sagen. Det drejer sig om blandt andre Karima El Mahroug, der som 17-årig deltog i en fest hos Berlusconi i 2010 (arkivfoto). (Billede: Reuters/Staff)

Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi skal onsdag for retten i Milano i en sag om bestikkelse af vidner.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Berlusconi blev frikendt for magtmisbrug og for at have haft sex med mindreårige i 2015.

Sagen kørte i fem år. Der var en dom og to appelsager. De rensede den nu 80-årige Berlusconi overvejende på grund af mangel på beviser.

En af deltagerne i bunga bunga-festerne, der er en henvisning til et lokale i en af Berlusconis villaer, var natklubdanserinden Karima El Mahroug. Hun deltog som 17-årig i en fest i Berlusconi-villaen i 2010.

Den tidligere anklage mod Berlusconi gik på, at han havde betalt hende for sex, hvilket er ulovligt, da hun var under 18.

Men i retten sagde Karima El Mahroug, at hun ikke havde haft sex med Berlusconi. Politiet havde ellers en aflyttet optagelse, hvor hun fortæller sine venner noget andet.

Men det var bare løgn, forklarede hun dengang i retten.

Nu mener anklagemyndigheden i Milano imidlertid, at den har fundet nok beviser for, at Berlusconi i stor stil bestak vidnerne i bunga bunga-sagen.

Anklagemyndigheden mener ifølge det tyske nyhedsbureau dpa, at Berlusconi fra november 2011 til ind i 2015 bestak vidner for at tie i sagen. Det drejer sig om i alt 34 personer, herunder 21 unge kvinder.

De beskyldes for forskellige grader af korruption og for at have løjet i retten.

Ifølge AFP gav Berlusconi ifølge anklagerne Karima El Mahroug gaver og kontanter til en samlet værdi af syv millioner euro eller godt 52 millioner kroner.

Bunga bunga-festerne begyndte ifølge AFP som elegante fester med middage og endte med noget, nyhedsbureauet beskriver som et romersk orgie.

En forsvarer for Berlusconi har tidligere påpeget, at gaver ikke beviser noget, og at de kun understreger Berlusconis generøsitet.

Den tidligere premierminister afviser anklagerne mod ham.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx