Af Ritzau - 06/01-17 11:20; Opdateret: 06/01-17 16:03

Ekssoldater med elefanthuer overtager by i ElfenbenskystenEkssoldater med elefanthuer overtager by i Elfenbenskysten

Den næststørste by i Elfenbenskysten er under kontrol af tidligere soldater, som patruljerer i byen.

storybild

Ekssoldater har stjålet våben fra politistationer og patruljerer Elfenbenskystens næststørste by. (arkivfoto 2009: militærchef i nordlige Elfenbenskysten) (Billede: Scanpix/Issouf Sanogo)

Tidligere soldater, som kræver højere lønninger, har taget kontrol over Elfenbenskystens næststørste by, Bouake, oplyser det vestafrikanske lands forsvarsminister.

- Forsvarsministeriet har henstillet til alle soldater, at de vender tilbage til deres kaserner, så en holdbar løsning kan findes, hedder det i en erklæring fra forsvarsminister Alain-Richard Donwahi, som blev oplæst på det statslige tv.

Urolighederne kommer få uger efter et parlamentsvalg, som er blevet opfattet som endnu et skridt frem mod en stabilisering af landet efter en langvarig borgerkrig fra 2002 til 2011.

Der blev udvekslet skud i Bouake natten til fredag, og der lød sporadiske skud om formiddagen. Byen har omkring en halv million indbyggere.

Militære kilder siger, at tidligere soldater, hvoraf de fleste er tidligere oprørere fra landets langvarige konflikt, maskeret med elefanthuer, brød ind på politistationer forskellige steder i byen.

Militæret har sendt forstærkninger til byen.

Beboerne i Bouake opholder sig indenfor, og der er lukket i byens forretninger.

- Byen er forladt. Mænd med elefanthuer patruljerer på motorcykler og i biler. De angriber ikke beboere. De har bedt os om at blive inde, siger Ami Soro, som bor i Bouake, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De tidligere soldater har stjålet våben fra to politistationer og taget opstilling ved indfaldsveje.

Ami Soro bekræfter, at der står ekssoldater ved indfaldsveje i den nordlige og sydlige del af byen.

Bouake har tidligere været scene for et oprør. Efter årtusindskiftet var den nordlige del af landet kontrolleret af oprørere, som holdt til i byen.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx