25/10-17 15:47; Opdateret: 25/10-17 16:19

Erdogan får Putin til at løslade krimtatariske topfolkErdogan får Putin til at løslade krimtatariske topfolk

To næstformænd i krimtatarernes parlament er fløjet til Tyrkiet. De rejser videre til Ukraine, siger advokat.

storybild

Ilmi Umerov og Ahtem Chiygoz (billedet) er løsladt efter drøftelser mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, fortæller Refat Chubarov, som leder krimtatarernes Mejlis. Scanpix/Vasily Maximov

Simferopol. Rusland har løsladt to krimtatariske ledere, som var imod russernes annektering af Krim, efter forhandlinger mellem Putin og Erdogan.

De to ledere, som var næstformænd i krimtatarernes parlament og af Rusland dømt for separatistisk aktivisme, er onsdag fløjet til Tyrkiet. Det fortæller advokat Nikolaj Polozov over for nyhedsbureauet Tass.

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, bekræfter løsladelsen i en besked på Twitter. Han takker Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, for at bistå.

Ilmi Umerov og Ahtem Chiygoz vil rejse videre til Ukraines hovedstad, Kijev.

Rusland forbød Krimtatarernes parlament, som kaldes Mejlis (betyder "råd" eller "forsamling" på arabisk, red.), da halvøen blev annekteret i 2014.

Modstanden mod russisk fremmarch i det østlige Ukraine og på Krim var stærkest blandt de omkring 280.000 krimtatarer i 2014.

Der bor mindretal af krimtatarer i både Tyrkiet og Usbekistan.

Umerov og Chiygoz er løsladt efter drøftelser mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan. Det fortæller Refat Chubarov, som leder krimtatarernes Mejlis.

- Der er arbejdet på sagen i to uger. Dette er et resultat af dialog mellem Erdogan og Putin, siger Chubarov til nyhedsbureauet AFP.

Refat Chubarov bor i eksil i Kijev. Han fortæller, at også den tyske forbundskansler bidrog i processen.

- Flere politikere var med. Den tyske kansler Merkel spillede også en rolle i løsladelsen af Umerov og Chiygoz.

Erdogan har lovet at støtte den tyrkisktalende minoritet. Krimtatarerne er sunnimuslimer, og de har således både sprogligt og religiøst skilt sig ud.

Hovedparten af halvøens beboere er katolikker, og de taler russisk.

Umerov blev i september idømt to år i en straffelejr på en anklage om separatistisk aktivisme.

Da den 60-årige politiker var syg med sukkersyge og Parkinsons sygdom, fik han lov til at blive i sit hjem før en appelsag, skriver AFP.

Chiygoz blev i 2015 idømt otte års fængsel for ballade og vold under en demonstration.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx