25/10-17 03:27; Opdateret: 25/10-17 04:10

Vagt for kenyansk højesteretsdommer skudt to dage før omvalgVagt for kenyansk højesteretsdommer skudt to dage før omvalg

Præsident Kenyatta, der vandt det annullerede valg i august, har kaldt højesteretsdommerne nogle "skurke".

storybild

Nairobi. En livvagt for den kenyanske højesteretsdommer Philomena Mwilu blev tirsdag skudt og alvorligt såret.

Det sker kun to dage før, der skal holdes omvalg i Kenya, fordi resultatet af præsidentvalget i august blev annulleret.

Livvagten, der også er chauffør for Philomena Mwilu, blev skudt af en ukendt gerningsmand på en motorcykel i hovedstaden Nairobi.

Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Philomena Mwilu var blandt de højesteretsdommere, som stemte for at annullere resultatet af valget 8. august. Det skete med henvisning til store uregelmæssigheder. Det er første gang i Afrikas historie, at det er sket.

Afgørelsen var en sejr for oppositionsleder Raila Odinga, som til valget blev slået af den siddende præsident, Uhuru Kenyatta.

Præsidentvalget endte ifølge de officielle resultater med, at præsident Uhuru Kenyatta blev genvalgt med 54,27 procent af stemmerne, mens oppositionsleder Raila Odinga fik 44,74 procent.

Odinga klagede efterfølgende over, at valgsystemet var blevet hacket.

Han har desuden opfordret sine tilhængere til daglige protester, også på selve valgdagen torsdag.

Et af de syv medlemmer af landets valgkommission er flygtet ud af Kenya på grund af trusler, og kommissionens formand har erkendt, at han ikke kan garantere et frit og fair valg.

Raila Odinga mener, at omvalget vil blive lige så hullet som det første valg. Imens har præsident Uhuru Kenyatta kaldt højesteretsdommerne nogle "skurke".

Odinga har meddelt, at han ikke vil deltage i et omvalg, før der er sket gennemgribende reformer af valgsystemet.

Oppositionslederens boykot har medført spekulationer om, at han vil prøve at presse myndighederne til at udskyde valget.

Et af hans våben er at sende sine tilhængere på gaden. I landets tredjestørste by, Kisumu, brændte en gruppe Odinga-tilhængere tirsdag bildæk af, hvilket fik politiet til at svare igen med tåregas.

Flere end 40 mennesker er blevet dræbt siden valget for over to måneder siden.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx